Louise Juhl

I nat drømte jeg om en sten. Stenen havde ikke noget ansigt og ikke noget navn, og ingen ville kendes ved den – ikke engang den selv. Den lå bare, mens ting skete. Et træ skød op og stjal al lyset, en spætte skiftede køn fra fisk til fugl. To kogler videde sig ud og trak sig sammen. Indimellem forsøgte stenen sig også: klædte sig ud som en anemone men uden held. Afprøvede en ugles kald, uh uh uh, men lyden sad fast i halsen, så kun det stumme h slap ud: h h hNu er jeg vågnen, stenen findes, men ikke her. Udenfor hænger månen helt gennemsigtig og bleg, den ligner en fortrydelse og morgenen dét, den har fortrudt.