Louise Juhl

I går morges åbnede jeg en mail. I mailen var der et link til en sang. Jeg trykkede på linket, hørte sangen. Den handlede om hvidtjørn, blodbøg og birk. Det fik mig til at stikke en finger i jorden på min potteplanterne i min vindueskarm, åbenlyst udtørrede. Jeg rejste mig og fyldte en kande med vand, gav dem hver en sjat, men mine bevægelser må have været for voldsomme eller også var pladsen for trang, i hvert fald endte en af basilikumplanterne på gulvet. Skår, jord og et utal af små grønne blade spredt ud over trægulvet. Et værre rod, som jeg heldigvis hurtigt fik af vejen – værre var det ikke. Men hvis nu nogen var trådt ind i stuen, før jeg havde fået fejet op, og havde set skårene, den ituslåede potte, ville de med stor sandsynlighed have tænkt, at noget voldsomt var gået for sig. Et skænderi. Blod, tænder og basilikums gnidsel. De færreste ville vel forestille sig, at skårene skyldtes en sang om hvidtjørn, blodbøg, birk.Det får mig til at tænke på, hvor meget af alt det, vi ser og oplever, der handler om at læse. Eller rettere: det handler om, hvordan vi læser. Altså hvordan vi læser verden, naturen, hinanden (og os selv). Virkeligheden – og bøgerne. Vi har en forventning om, hvordan ting hænger sammen, og er derfor tilbøjelige til at finde sammenhænge- også der, hvor de ikke findes. Som i tilfældet med basilikummen, den mulige læsning af situationen: Der lå jo hverken ægteskabelige skærmydsler eller indre personlige kampe bag. Såmænd bare en linje fra en sang, noget om hvidtjørn og birk (og gule hoteller.) Vi læser ofte andet og mere, end det vi ser og hører. Vi lægger til og trækker fra for at få virkeligheden til at overens stemme vores forventning. Som regel lægger vi til: vi leder efter (og skaber) en mening, der er større end de ofte helt tilfældige hændelser, der tilsammen danner vores liv. I mange tilfælde er det en god egenskab, nødvendig også, hvis ikke vi skal ende i generel håbløshed og afmagt. I andre tilfælde er det en uheldig egenskab, der medvirker til sølvpapirsteorier og fanatisme.
Vi er allesammen læsere. Af virkeligheden og af de mange fortællinger, der findes i den og om den. Måske er det derfor, så mange læsere (og derfor også forlag, der jo lever af at sælge bøger til de samme læser) foretrækker litteratur, der lever op til deres forventninger. Bøger man ikke farer vild i, men tværtimod finder vej med. Genkendelse, ro, Bøger, der svarer på mere, end de spørger til og som tilfredsstiller en eller anden form for logik: Hvis –> så. Som regel udmøntet i et klassisk narrativ og et sprog, der forbinder det hele: Den ene sætning leder frem til den næste og så videre. Når det fungerer bedst, er den slags bøger opskriften på en god pageturner. Af en eller anden grund er jeg nu mindst lige så glad for litteratur, der gør det modsatte. Den, der ikke besvarer de tre H’er, hvad, hvordan, hvorfor, men i stedetudfordrer dem: Hvorfor ’hvorfor’? Hvordan ’hvad’? Bøger, hvor årsag-virkning-sammenhængene er brudt sammen eller i hvert fald er hullede, som i Naja Marie Aidts mesterværk ’Hvis døden har taget noget fra dig, så giv det tilbage’. Her ophører kausalkronologien, tiden falder sammen, nuet eksisterer ikke mere. Tilbage er et ansigt skjult i en hætte, et digt gemt i en lomme. Her giver det ingen mening at stille spørgsmålene hvordan og hvorfor. Carls død giver ingen svar udover en knust krop og politiets mangelfulde journalnotater. En telefon, der ringer. “Hvem ringer så sent en lørdag aften?” Uanset hvad eller hvor meget, der spørges, gør det til hvad og hvordan, bliver sønnen ikke levende og konklusionen den samme: Den 16. marts klokken 15.45 bliver Carl erklæret hjernedød. Der kommer ikke mere end et par linjers tekst efter denne konstatering, og det er ikke sætninger, der samler op eller giver svar. Hvis Carl er død, så –> Så ikke mere. Logikken, kronologien kommer til kort, det samme gør sproget, der derfor fremstår brudstykkevist, tilsyneladende tilfældigt, afmægtigt. Fraværet af mening spejler sig i formen. Epikken bryder sammen, Carls fortælling har en start “Hvem skulle ringe til os så sent en lørdag aften” der bliver og ved og ved med at gentage sig, som et bånd, der er gået i båndsalat – en slags ledemotiv, men ikke ét, der ikke som vanligt leder til udvikling, men tværtimod til sammenbrud. Det er ikke til at bære at læse – og lige præcis derfor er det vigtigt at læse den. Fordi livet nogle gange er ubærligt – og døden næsten altid.Jeg holder meget af bøger, der tør efterlade os dér. I det ubærlige. Eller i det groteske, det umulige, det gakkede. Bøger der viser os alt det, vi ikke selv tør eller kan se, høre og mærke.