Louise Juhl

Hun har alle dage drømt om at få sin egen, en araber med stolt ryg og rustrød mane. Hun sparer op, sælger det meste af, hvad hun ejer, i lejligheden, hvor hun bor, er der hverken møbler eller gardiner, kun en madras på gulvet. Hun klager ikke, hun ved jo hvorfor. Så møder hun Eik, han har stærke kindben og viljestærke øjne, mødet er voldsomt, vulkansk. Jorden åbner sig under dem begge, bagefter deler de et glas vand. Hun vinker til ham på trappen, men da er han for længst ude af døren. 
To uger senere viser det sig, først bare som to streger. Så følger indkøb af barnevogn, amme pude, puslebord. Pengene, hun har sparet op gennem alle årene, får hurtigt ben at gå på. Vandet går klokken to om natten, klokken tre er forløsningen fuldendt. Først er der stilhed, ikke engang en klynken, men læger fat om benene. Vender den nyfødte på hovedet, slår på ryggen, tre hurtige slag “Heya, heya, heya”. Og så giver den lyd fra sig, den lille araber, først kun svagt, men snart helt tydeligt. Nat på nat, skrig efter skrig.