Louise Juhl

Hun læser finske digte og maler på sten. Giver dem mund, øjne og et hjerte i panden. Det er spildte kræfter, hun ved det- men sikke et spild.
Der, hvor hun sidder, er det vindstille og sommer. Stenene ligger og dovner i græsset som slumrende slanger i tæmmede kurve. Hver tirsdag og lørdag spiller hun fløjte for dem, så rejser de sig på deres manglende ben og danser – yndefuldt som intet. Det er let at se, at de har ventet længe på netop dét. At nogen så dem, de malede øjne og dansen. Hjerterne i deres pander, ikke mindst.