Louise Juhl

Jeg hører en del radio, mest podcasts men også flow. Jeg holder særligt af det sidste, flowradioen, det program, man tilfældigvis får skruet op for på vej tilbage fra et møde i Ikast, man allerede har glemt, hvad handlede om. Alt det, man får kendskab til i en kø uden for Hørning. Ufrivilligt, men ikke mindre lærerigt af den grund. For ikke så længe siden faldt jeg over et program om en retsmediciner, hans arbejde, hvor og hvordan. Han fortalte om uddannelsen af lægestuderende. For de fleste er mødet med et lig, at skære i en afdød, en voldsom og grænseoverskridende praksis. Han gør derfor en dyd ud af at hylde faget, obduktionen. – De lig, der ligger foran os, er mennesker, der har doneret deres krop til videnskaben. De har ønsket at gøre nytte til det sidste – ja selv efter. Den største respekt, vi som læger kan vise dem, er at udnytte deres kroppe til fulde. Hver eneste del, organer, knogler, muskelvæv, alt kan bruges, det hele bidrager til menneskehedens udvikling Han virker som en rar mand, retsmedicineren: – At være en god læge vil sige, at udvise dyb empati uden nogensinde at tilsidesætte den kliniske nøgternhed. Det er umuligt at behandle et menneske, hvis følelserne står i vejen. Noget i den stil siger han. Empati og klinisk distance – hånd i hånd.
Engang var jeg syg af en psykisk lidelse, anorexia nervosa, jeg nægtede at spise. Eller rettere – jeg nægtede ingenting. Jeg holdt bare op. Fra den ene dag til den anden rørte jeg ikke mad udover boullion og blomkål, på 9 måneder tabte jeg 40 kilo. Det var først, da lægevidenskaben forlangte, at jeg skulle, at det stod klart, at jeg ikke kunne. Jeg husker tydeligt lægens ord. –Det du ønsker mest er ikke altid det, du har mest brug for. – Hvordan ved du, hvad jeg har brug for? hvæsede jeg. – Dine blodprøver, vægten, min kliniske erfaring fortæller mig, at du har brug for hjælp.Jeg var parat til alt. Skære min hånd af, kløve mit ansigt i to, rage mig skaldet. Alt ville jeg gøre for at tilfredsstille lægen, bare hun lod mig sulte i fred. Jeg tryglede, faldt på knæ. Jeg appellerede til hendes følelser. Hun valgte nøgternhed fremfor empati. Jeg blev indlagt med tvangJeg husker den første indlæggelse, en somatisk afdeling. Jeg lå med mennesker, der havde kræft, aids, nervbeteændelse, tarmslyng. Mennesker, der ville give alt, for at blive raske. Jeg var modsat parat til alt, for at forblive syg. Jeg græd og løj og snød og spyede. Anklagede sygeplejersker, overlæger, køkkenpersonale, vistnok også Jørgen Clevin, der ikke anede det mindste om min eksistens, men som tilfældigvis var indlagt på en afdeling overfor. Jeg kaldte personalet for iskolde lakajer, hjerteløse psykopater, råbte op om, at de var lejesvende for et samfund, der satte rationaler, kalkylder og effektivitet over menneskelige følelser, drømme. – Kunne de virkelig ikke se, at jeg var et menneske på knæ? Og jo, det kunne de godt, men de var læger og således forpligtet på at sætte klinisk nøgternhed over empati. Jeg var dødeligt underernæret, og de fodrede mig, stak en slange gennem min næse og pumpede sondemad ind i min krop. Jeg fik lov vælge mellem vanille- og moccasmag. Det var ikke smukt, men det var nødvendigt.
Overlægen hed Jeppe, han var dygtig, rar og ualmindeligt tålmodig. Han lod mig bande og svovle og klage til patientrådgiveren: “Sygeligt patroniserende adfærd”, anklagede jeg ham for. Han kom forbi min stue hver dag i fire måneder, ringede efter en mobil frisør, der kunne komme og klippe mit stadigt tyndere hår. Men han fastholdt hele tiden sin kliniske nøgternhed – sondeernæring tre gange daglig. Jeg kan til dato stadig mærke den kølige væske. Ind gennem næsen, halsen. Ned i maven. Jeg kan stadig mærke desperationen, afmagten. Følelsen af blive forgiftet med åbne øjne. Trætheden, udmattelsen. Fortvivlelsen.Jeg endte med at blive udskrevet. For mange løgne og for meget snyd gjorde, at jeg ikke tog på i vægt. Hver gang Jeppe løsnede grebet, forsøgte sig med empati fremfor klinisk nøgternhed, svarede jeg (eller min sygdom) med at smide mad i skraldespanden, gemme det i lommer, trusser, under madrassen. Til sidst udskrev de mig, jeg blev sendt i en slags pleje på et opholdssted i Hundested, her fik jeg masser af kærlighed og omsorg men ingen klinisk nøgternhed. Jeg blev tyndere og tyndere, stadigt mere syg.
Jeg har ikke nogen pointe med ovenstående. jeg foretrækker ikke en verden uden empati, bestemt heller ikke én uden nøgternhed. Men jeg tænker at donere min krop til lægevidenskaben, når jeg dør, give lidt tilbage efter alle de år, jeg tog imod og vist nok glemte at sige tak.