Louise Juhl

På pensum var postmodernisme og fremmedgørelse, vi skrev stile om Strunge, lapis lasuli og storbyrus, læste artikler om meningens ophør. Vi lærte at afsløre skjulte budskaber i magasinernes reklamer, og om forbrugersamfundets mange fælder. Alt var til salg, fik vi at vide, hele tilværelsen var ikke andet end én lang af række tilbud og løfter om villa, volvo og vovhunde. Vi så os omkring og fik øje på netop dét, vores virkelighed skulle være en anden, når vi skrev om Fremtiden var det med stort F. Vi vidste ikke, hvad der gemte sig bag det

Alle syntes at være enige om, at vi børn skulle hærdes, men færre var enige om, mod hvad. modgang, mente nogle, livets skuffelser, sagde andre. sikkert var det i hvert fald, at vi skulle vi skulle vi skulle rustes, lære at klare os selv, beredte og på vagt. Vi lærte ikke at vise tegn på svaghed, tvivl og angst skulle gemmes væk, det var ligesom med med hunde, den slags kunne de lugte på afstand. Så vi gemte usikkerheden væk, smilede bredt, men vores nervøst bankende hjerter endte med at fælde os: Fædrene råbte ‘stop det flæberi’, de ældre søskende udnyttede vores frygt til egen vinding, ‘Hvis ikke du gør som jeg siger, så. De ældste årgange fandt en særlig  tilfredsstillelse ved at udse sig de svageste fra de mindre klasser og skød på mål efter dem med slangebøsser, mens vi, der var bedre til at skjule rædslen, lod som som ingenting, for ikke selv at havne i gryden