Louise Juhl

Og der var pølsemanden, som hver dag trak afsted med sin vogn, året rundt, også på søndage. Tidlig morgen og igen sen aften. Han var ven med alle på dén der måde, man kan være venner uden egentlig at kende hinanden. ‘Joh’ og ‘jaja’ og ‘det sædvanlige, tak’. En dag dukkede han ikke op, pladsen, hvor vognen plejede at holde, stod tom.
-Han havde fået en hjerneblødning, sagde de, -og var blevet en grøntsag. Vi talte om at samle ind, købe en buket eller æske chokolade, men ingen af os kendte ham som andet end Pølse-Finn, og det kunne man ikke slå op i telefonbogen. Så vi lod det blive ved tanken, og lærte hurtigt at nøjes med forårsruller fra “Huangs grill” i stedet.