På vej
by Louise Juhl Dalsgaard
Verden indeni var ru og nopret, som en albues hårde hud. Udenfor langs fortovende stod se brysthøje skraldespande fyldt med pommes fritesbakker, halvspiste æbler, remmene fra en rygsæk. På bænke i parken sov halvvoksne drenge rusen ud, brugte armen som pude. De ligner de formaldehyd-konserverede fostre, vi uden varsel var blevet vist frem i en biologitime. Et miniature-menneske krummet sammen om sig selv. Hovedet havde været uforholdsmæssigt stort, og de havde talt om det mange gange siden siden. Hvordan det måtte være at dø, før livet var begyndt. Den frygt genkendte vi nu i vores knap tolvårige kroppe, tænk om alt forsvandt før vi fik prøvet det, at køre bil, rejse jorden rundt, sove i ske med en elsket. Dén iver efter at komme i gang. Og vi genkendte misforholdet mellem hovede og krop, tankerne alt for mange, brysterne alt for små.
Derhjemme var det enklere. Her vækkede vores mødre os stadig hver morgen, trak gardinerne fra, hviskede: ’lille skat’, og vi lod dem gøre det.