Louise Juhl

Alle valg syntes at være tilfældige og så alligevel langtfra. På gymnasiet skulle vi vælge sprog. De, der valgte fransk, tysk, engelsk, satsede sikker og åbnede en dør på klem til litterære kanons og kreative miljøer. Så var der dem med hurtige fingre og smalle håndled, som regel piger, de valgte spansk og italiensk, satsede på en karriere som korrespondenter, flittige og stabile elever, der sjældent skabte ballade og lige så sjældent overraskede. De politisk rebelske valgte russisk eller kinesisk. De nægtede at springe over hvor gærdet var lavest, lærte sig et nyt alfabet helt fra bunden, tog på studietur til den Himmelske Freds Plads og kom hjem med fotos af dem selv poserende, lidt skræmt men stort smilende, foran et kæmpestort billede af formand Mao.

Ved at vælge gymnasiet købte vi billet til det ’alment dannende’, lærte ganske lidt men om alt. Ioniske søjler, Bar mitzvah, det periodiske system. Tyske akkusativer, Det Nye Komma og offside-reglerne i indendørs hockey. Vores forældre talte om udsyn med indsigt eller også var det omvendt, indsigt med udsyn, for os var det bare ord. Vi tænkte mest på frikvarterene: at spille guitar på ryglænet af en bænk, kysse for sjov med veninder, aftale forfester og finde på slagord mod racisme: ”Sort eller hvid/det betyder ikke en skid”. Hver dag var der morgensamling, dagsorden spændte vidt. Fra praktiske oplysninger om ombygning af Rygerskuret eller at vi – af hensyn til rengøringspersonalet – skulle huske at stable stolene, før vi gik hjem. Den 5.maj sang vi ’En lærke letted’ og blev fortalt, at friheden ikke kom af sig selv, den krævede hårdt arbejde og at vi, ungdommen, var dem, der skulle sikre den fremover. Den sidste dag før ferien spillede et Bozza Nova band Girl from Ipanema, det var som om det hele hang sammen men ikke med noget.

Når folk spurgte til, hvad vi så ’ville’ bagefter’, så vi på dem med et blik fuld af frygt. Frygt for fremtiden, at træffe beslutninger af noegn som helst art og dermed risikere at lægge os fast på noget som kunne afholde os fra noget andet. Men vi forklædte frygten som foragt, svarede flabet ’den tid, den sorg’ eller ’er det vigtigt?’ og vendte os så om med et tilstræbt fornærmet suk, hvislede ’Yezz’. Vi pralede af, at vi lod alle muligheder stå åbne, også selvom det dækkede over vores tvivl og angst. Vi talte om ”proces fremfor mål”: det vigtigste måtte være vide mest muligt, mindre vigtigt var det, hvad man kunne bruge sin til. Og studievejlederen bakkede os op, han talte om åbenhed og om en verden i forandring, der netop kaldte på unge mennesker, der turde være omstillingsparate, et ord som vi ikke dengang var klar over, senere ville blive brugt til at stavnsbinde os i ansættelser, der forlangte alt af os uden at give noget som helst igen.