Louise Juhl

I starten af nullerne arbejdede jeg som pædagogmedhjælper i Lystrup, jeg cyklede fra Aarhus hver dag, mødte ind kl 6.30, den tur, lyset om sommeren altså, åh. Det var en integreret institution, vuggestue og børnehave i ét, jeg havde mest af at gøre med de mindste, skiftede ble og skar rugbrød i små tern, efterlignede deres lyde ‘da daa’. Ind imellem var der sygdom i børnehavegruppen, så blev jeg hentet ind for at hjælpe. Det var en taknemlig tjans, alle ungerne var vilde efter at lære hende ‘den nye’ at kende, de spurgte om alt, også ting jeg aldrig havde tænkt på: Hvorfor mit hår i nakken var mørkere end det foran, for eksempel, eller hvad jeg skulle have heddet, hvis ikke Louise (jeg måtte ringe og spørge mine forældre, de påstod, at der ikke ikke havde været en plan b)Det meste af tiden hos de ældre børn havde jeg tjans af udevagt. Det betød, at jeg skulle være på legepladsen: Holde øje med, at ingen ufrivilligt sad alene, og at der blev skiftet ud, så alle fik lov at køre gokarts. Jeg tror egentlig, jeg var ret god til at fordele sol og vind lige, jeg havde ikke nogen yndlinge, jeg syntes de allesammen kunne noget. En var måske supersjov, en anden vildt omsorgsfuld og sådan havde hver barn sit. Pånær én, som jeg fandt voldsomt irriterende, næsten intimiderende. Hun vimsede konstant omkring, råbte og rakte ud. Fortalte nogen af de andre børn noget fra deres hverdag, havde hun altid oplevet noget, der var større eller hurtigere eller vildere. Satte jeg mig på en bænk, kom hun farende og kravlede op på mit skød, flettede sine fingre i mit hår, rørte ved mine ører. Næsten hver dag spurgte hun, om hun måtte komme med mig hjem på besøg, og hver gang måtte jeg svare, at jeg var på cykel og der var ikke nogen bagagebærer på den, så det lod sig ikke gør gøre. Hun var virkelig overvældende og min første indskydelse, når jeg så hende, var som regel at vende om. Vende ryggen til. Sige ‘stop’ eller ‘jeg gider ikke i dag’. Jeg gjorde det selvfølgelig ikke, det ville have været en pædagogisk og menneskelig forbrydelse, hun gjorde jo ikke noget ondt. Tværtimod fortalte hun mig glad og gerne, hvor smuk, hun syntes, jeg var. Og hvor sød og hvor dejlig. (At hun sagde det samme til alle de andre pædagoger, når hun var alene med den, er mindre vigtigt, det var lige overvældende af den grund.)De andre børn havde ikke samme skrupler som os voksne, de ignorerede hende fuldkommen, behandlede hende som luft, indtil hun opgav og gik sin vej. Det var hjerteskærende at være vidne til, og vi voksne var da også ind imellem henne og sige, at de skulle tage hende med i deres leg. Det gjorde de så, tog hende med i legen, men modvilligt og kun indtil vi så væk, så var hun igen dømt ude. Ren luft.Hun er den, jeg husker bedst af alle børnene. Hendes heftige: ‘du er såååå sød og såååå pæn’, hendes hænder overalt, fingrene i håret, knus og kys konstant. Jeg ved jo godt, at hun trængte mere end alle de andre børn tilsammen – til at blive holdt om og holdt af. Men hun gjorde det næsten umuligt for sig selv. Den dag jeg stoppede, havde hun en gave med til mig, det var en lille babuskadukke, den mindste af i alt syv, forklarede hun, og dermed også den inderste dukke, ‘den, der ikke kan åbnes’. Jeg ved ikke hvorfor, hun gav mig den, men længe opbevarede jeg den i mit smykkeskrin. Jeg har den ikke mere, jeg ved ikke, hvor den er blevet af.