Louise Juhl

Min morfar var skind og ben, han var får og høns og hegnspæle. Når jeg tænker på ham, er det første, jeg kommer i tanke om hans hænder. De lilla udtrækninger, han fik med alderen og huden, der blev så tynd, at man kunne se lige igennem. Jeg forestiller mig ham, som han stod på gårdspladsen. I træsko med hælkap og den ene hånd på brystet. Som om han holdt fast i noget, fast om. Jeg forestiller mig den transparente hud og hånden som en rude ind til hjertet.
Hvad ser jeg derinde? 
Sandheden er en anden. Min morfars hånd var ikke gennemsigtig, den var massiv og hård. Den arbejdede for føden, skaffede sig vej. Den sleb træ til grunde og huggede hovedet af hønsene, når de var fede nok til at æde. Ikke af lyst eller af nød, men fordi, det var sådan man gjorde. Dage og veje og halsen af en svane.
Min hænder er heller ikke gennemsigtige. Så jeg holder dem fra høns og efterårsfluer, spindelvæv og sene kantareller. Man ved jo aldrig, hvad de kan finde på.
Hænderne altså.

.