Louise Juhl

Livet var noget der lå foran os, og dagene indtil da forhindringer, der skulle overstås for at nå frem.

Prøvelserne undervejs var mange og vidt forskellige. En uvarslet test i kemi, for eksempel, i det periodiske system. Ag for argentum, der betød sølv. Eller Ra for Radium, der var et ustabilt og derfor meget farligt grundstof. Eller det nok varslede men ikke mindre pinefulde i de to begyndende bryster, der skød frem af kroppen, og som man bare ventede på skulle vokse sig store nok til at være værd at vise frem.

Derimellem var tusindevis af stjålne øjeblikke, man følte en vis skyld ved rent faktisk at nyde. At pjække fra idræt, i stedet købte to pølsehorn og en Cocio. Eller at bladre i kioskernes pornoblade, pege og hviske ‘adr’. Fryden ved i det skjulte at bære billederne med sig. I tankerne ud af butikken, en slags tyveri og så alligevel ikke. Finde dem frem igen, når man kun var sig selv og under dynen.

For det meste var vi fulde af mudret tvivl og vaklen. Ville vi nogensinde nå frem? Og hvis ja, til hvad?

Kun ganske sjældent skete det, at tiden fik lov at gå i stå. Så stod vi der ved siden af og trak vejret, indtil vejret igen trak i os.