Louise Juhl

Alle morgener bar på et løfte, der trak os ud fra dynerne. 

Hver dag sin følelse.
Mandag var en snoet konkylie, susende lang og trang, et nødvendigt skridt på vejen mod tirsdag. I frikvartererne blev weekendens erobringer delt i en åben fortrolighed, alle hurtigt blev en del af. Tirsdag braste drømmen, fyrene fra i lørdags viste sig at værelse alle de andre, “det er ikke dig, der er problemet, det er mig”, svarede han, når man spurgte til -hvad efter? I tankerne spyttede vi dem i ansigtet, planlagde vodoo-seancer med brandvarme nåle, men svarede påstået rolig: “det er fint, jeg havde heller ikke planlagt mere.” 
Onsdag var vendedag, fra nu talte vi ned mod endnu en weekend, tre to en. Torsdag sluttede skoledagen først sent, klokken fire, det var som en sidste prøve i tålmodighed, vi skulle bestå, for at få del i det, det hele handlede om. Krop og kærlighed. 

Hjemme foran spejlet vaklede vi mellem militærstøvler med lang snøreluk og velourovertrukne kinasko, sej eller sart, punket eller pæn. Endte med at trække lod: mere sikre var vi alligevel ikke på, hvem vi var eller hvad, vi ville. Og så – endelig fredag. Forløst i høj musik og sukkersøde drinks med papirparaplyer. Et uønsket gib, når ham fra sidste fredag gik forbi med en anden i hånden.
“Selv tak for lort,” mumlede vi og greb så ud efter efter den næste, vi fik sjældent fat i navnet. De smagte alligevel ens – af øl og usikkerhed.