Louise Juhl

Husene bag seminariet var alle af træ.
De fleste brugte blev kun brugt om sommeren, men Myrna boede der året rundt. Hun var kogekone på et plejehjem, indtil den dag hendes søn tog livet af sig. Så satte hun et skilt udenfor huset: ‘Nej tak’, stod der.

I over en måned viste hun sig ingen steder, til sidst måtte kommunen rykke ind, de sendte to biler. Det var ikke nok, politiet måtte også tilkaldes. Da de brød døren ind, havde hun siddet foran TV’et med fjernbetjeningen i den ene hånd og et smykkevedhæng i den anden. Hun havde tabt over elleve kilo, tøjet, hun sad i, var det samme som det, hun havde haft på til sønnens begravelse.

Hun blev indlagt på et aflastningshjem, fik lidt at spise og nogen at tale med. Fjorten dage senere var hun igen hjemme, og købte sig en gravhund. Den kørte hun rundt i den samme klapvogn, som den, hendes søn havde brugt. Ind imellem gav hun hunden tøj på, sokker fra da sønnen var barn eller en kyseligneden jordbærhue. Ingen forstod, hvorfor hunden fandt sig i det, men den virkede tilpas.

Så begyndte folk at snakke. Det var jo synd for hunden, den burde fjernes, mente de. Hun var da vist heller ikke helt normal længere, alt det med sønnen og sådan.
Hvor meget af alt det, der blev sagt, Myrna hørte, er ikke til at sige, men hun begyndte at give igen.
Kun i det små, når en nabo gik forbi, for eksempel. Så lænede hun sig ned over hunden og hviskede: ‘Ham der? Schweinhund!’ eller ‘Hold dig fra ham!’.
De ramte lod som ingenting, men kontaktede i anden anledning myndighederne: Om det overhovedet var lovligt at bo i sådan et hus året rundt?
Kommunen sendte hende et brev: hun skulle være inden månedens udgang.

To dage senere blev gravhunden fundet skudt på plænen foran hendes hus. De fleste mente, at det var hendes eget værk, andre, at det var bestilt arbejde. Det blev aldrig opklaret, men den her gang kom Myrna kom sig ikke. Hun blev siddende foran sit TV. Det var først, da det begyndte at lugte, at der blev tilkaldt hjælp, men da var det for sent.