Louise Juhl

De fremmede var få, flest var fra Tyrkiet, kvinder med tørklæde og børn med dybe brune øjne, der havde navne som Meryem, Asli og Milas. Ved aftenstid blev der råbt på dem fra vinduerne øverst oppe, vi forstod ikke, hvad der blev sagt, men at dømme af duften handlede det om mad. En sjælden gang imellem fik vi lov at komme med op, der var rigeligt til os alle, peberfrugter med fyld af krydret ris og kød eller saftige dönerruller, vi knap kunne gabe over.
Et lille fremmed himmerige, en overflod af dufte og smage. 

Nogle få familier fra Kina fandt også vej. En af dem åbnede restaurant på hjørnet af Limfjordsbroen, restaurant Dragen. Der blev rejst et enormt skilt over døren, et drageansigt med vilde øjne og blottede tænder, lige dele fascinerende og frygtindgydende. I restauranten spiste vi os mætte i en overdådig buffet, de fleste retter var vendt i en sursød sovs, som fik selv de for os så mistænkelige grøntsager til at smage af mere. Ris og minimajs, bønnespirer og vandkastanjer, bambusskud, fritterede lotusblomster. Svin og and og kylling og rejer, det hele for næsten ingenting. Hele den kinesiske familie hjalp til i restauranten, de yngste med at fylde buffetens fade, de næsten voksne med at servere, mens de ældste stod i køkkenet. Stegte og kogte til efter midnat.
*

På toppen af Sohngårdsholmsbakken lå Grønlandstorv. Det hed sådan, fordi vejnavnene i kvarteret var opkaldt efter grønlandsfarere. Fridtjof Nansens Plads, Mylius Erichsens Vej, Peter Freuchens Vej. De fleste af os troede dog fejlagtigt, at stedet hed, som det hed, fordi det var beboet af grønlændere, en slags koloni, ligesom Solvang i USA eller Chinatown i New York.
Grønland kendte vi kun fra TV, når nyhederne viste klip, smilende børn, der tog imod dronningen, deres forældre i smykkede folkedragter bagved, stolt smilende. Men modsat TV-avisens festlige indslag, herskede der i den brede befolkning en anderledes fortælling, man talte om vold, incest og alkoholkultur. Nogle eksperter havde talt for, at grønlænderne ligesom de oprindelige nordamerikanske indianere, var særligt disponeret for afhængighed. Ingen talte om kolonialiseringens betydning, hvordan fordanskningen af grønlændernes land og identitet kunne være medvirkende til de mange sociale problemer. Det var ligesom mere bekvemt at tale om biologi og arvemæssige faktorer, end at pege på sig selv.

Højhuset midt på torvet blev kaldt Selvmordsbunkeren, fordi der alt for ofte var en, der kastede sig ud fra aller øverst eller tog så mange piller, at han eller hun ’glemte at trække vejret’, som var den forklaring, vi børn fik fortalt. Vi kendte ikke meget andet til stedet end dets dårlige ry. Vi holdt os på behørig afstand, pegede mod den høje bygning, hviskede ’har I hørt, at..’. Og så faldt der en af de mange historier, vi alle havde hørt, uden helt at kunne huske hvor. Historier om, at elevatoren blev brugt som toilet og hver morgen var fuld af tis og lort og bræk. Eller at r en gammel dame på fjortende etage, havde ligget død så længe, at der kun var knogler tilbage, da en fjern tante endelig anede uråd og fik døren brudt op.