Louise Juhl

Fra 6. til 9.klasse havde vi den samme lærer til både biologi, geografi, matematik, sløjd og historie. De to sidste år endda også til fysik. Han havde kort krøllet hår og en sort fortand, der afslørede sig hver gang, han grinede. Det gjorde han tit, for det meste en venlig og kærlig latter, men indimellem kammede den over og blev hånlig, hvilket skete, hvis nogen svarede forkert eller tøvede for længe. 

Han var kreativ og opfindsom: I historie blev vi sat til at lave arkæologiske udgravninger. Der blev stillet otteogtyve spande med sand frem og nede i sandet på hver enkelt, havde han lavet et mønster af spagnum – et kors eller omridset af et blad. Vi fik så, alle otteogtyve elever, en teske og skulle med største forsigtighed grave fundet frem, så det fremstod fuldkomment og uden skårede hjørner. Det krævede forsigtighed men også mod, mange af os lod os opsluge, glemte alt og alle omkring sig. Til sidst fandt vi aftegningen af – en fugl med spredte vinger for eksempel, det var som at vinde en sejr.
De fleste var flittige, lavede deres lektier flere uger frem i tiden. Og denne her lærer, han så det. Fodrede vores belønningscenter, vores behov anerkendelse, og gav os ekstra opgaver, så vi kunne bevise, hvor dygtige og ivrige vi var. Vi brugte gerne både eftermiddage og aftener på at lære det hele udenad – til hans ubetingede glæde: ‘Sådan!’

En morgen kom han ind i klasselokalet med en blødende rå over skulderen. Hans skjorte var gennemblødt af det friske blod. Han havde påkørt dyret på vej til arbejde, forklarede han, og lagde råen midt på katederet. Så skrev på tavlen, hvilke opgaver vi skulle gå i gang med og forlod så rummet igen med det friske ådsel i favnen. Kridtet lå tilbage, plettet af blod, det lugtede mærkeligt i rummet. 

Vi kunne godt lide ham, og det var først flere år efter, at vi havde forladt folkeskolen, det gik op for os, at flere af vores klassekammerater afskyede ham. De havde følt sig utilpas, ignoreret, udleet i hans selskab. En enkelt havde endda måtte søge professionel hjælp for at komme sig over det mindreværd, han havde påført hende. Og det gjorde lidt ondt at indse at indse, at mange af os havde trivedes i et miljø, som andre gik til grunde i. At vi ikke engang havde bemærket det.