Louise Juhl

På mange måder var vi som fedtsugende papir, vi tog alt til os. Det smukke, det hæslige. Det ligegyldige.

På Esso-tanken i krydset mellem Sohngårdsholmsvej og Mylius Erichsens vej lejede vi movieboxes, som egentlig bare var videomaskiner forklædte som aluminiumskuffert. ”Tre film, tre dage, tres kroner” reklamerede de på et skilt klemt inde mellem motorolie og sprinklervæske. Det var mindre end en tur i biografen kostede, og vi investerede de straks de overskydende penge i Cocio og Snøfler. 
Hjemme slæbte vi husets dyner ind foran fjernsynet. Sådan lå vi i syv timer, kun afbrudt af toiletbesøg og krampe i læggen. Så Mrs Doubtfire, Pretty woman, Ondskabens øjne – fra latter til gråd og gys. Rækkefølgen var ikke tilfældig. Til slut faldt vi i søvn, mere udmattede af chokolademælk og sukker end af træthed. Vågnede otte timer senere til blå skærm og en tung lugt af sved. Gned øjnene, samlede dynerne sammen og spejlede en hel bakke æg på panden, som vi spiste uden andet tilbehør end ketchup og salt.
Før vi skiltes, huggede vi om, hvem der skulle aflevere videomaskinen på tankstationen. Af en eller anden grund var den tjans værre end næsten alt andet.

Som en slags bod for den næringsløse underholdning, fandt vi sener spå dagen Jacob Holdt’s ‘Amerikanske billeder’ frem af reolen. Bladrede igennem hundredevis af fotos med ludfattige mennesker, uredte senge og stofpåvirkede øjne. Kvinder, der solgte deres kroppe for at kunne mætte deres børn.
det var umuligt for os at fatte, hvordan et land, som vores forældre og politikerne hyldede som ’den frie verdens vogtere’, kunne omfatte den slags modsætninger, så ufattelige lidelser. Vi følte os forrådte, følte, at nogen havde stukket blår i vores øjne og med fuldt overlæg ført os bag lyset.
Hvordan kunne vores forældre, magthaverne, lukke øjnene for uhyrligheder, som dem Jacob Holdt med sin bog afslørede? Hvad ellers holdt de skjult for os?

I protest tegnede vi knyttede næver på forsiden af vores Fjällräven og svarede i en hel uge kun vores forældre med enstavelsesord, når de spurgte, hvad det dog var, vi tumlede med. Vi meldte os ind i Amnesty International og deltog i et lysbilledeforedrag om den afro-amerikanske befolknings historie. I over to timer sad vi på stive skamler uden ryglæn og så på dias med udsultede hunde, trailerparks og skræmte børn.
Gik derfra med en stærk skam over at tilhøre en verden, der tillod, at den slags fandt sted.

Vi brugte de våben, der lå os nærmest. Vi lavede banner med tekster om de privilegieblinde magthavere og menneskehedens visionsløshed. Vi skrev stile om De Store Fortællingers Sammenbrud, kaldte på protest, men
var på samme lammede af afmagt – alle de ord til ingen verdens nytte. De undertrykte befolkningsgrupper i USA fik næppe bedre kår af, at vi høstede roser for ‘et fejende flot og fyrigt essay’.

Selv faldt vi indimellem for fristelsen til en sen nattetime at dulmer en mislykket flirt med fede, salte pommes frites fra McDonalds. Faldt i søvn under lysstofrørerne i loftet og vågnede med kvalme, men også med en lyst til mere af det samme. Fedt og salt.