Louise Juhl

Det var vigtigt at klare sig godt, få sig en uddannelse, stifte familie. Skabe sig Et Godt Liv, hvilket indebar mand, børn og arbejde, et job, gerne hæderligt lønnet, så det ikke kun rakte til mad på bordet, men gav en frihed til ferier og fornødenheder at være ’Herre i eget hus’. 
Det værste, der kunne ske os, var at blive afhængig af det offentlige. At være tvunget til at bede en kommunal skrankepave om hjælp, var et scenarie, vi for alt i verden skulle undgå. Så de voksne lærte os at nøjes: Lidt men godt, sagde de og delte en napoleonshat i fire, fordelte stykkerne på små tallerkener, sagde: ’Værsågod’. Grådighed blev anset for en synd, der førte til både økonomisk og menneskelig fortabelse. Mange penge var ikke lykken, forklarede de, men for få var alligevel værre. Den svære balancegang kunne kun lykkes ved hjælp af flid og ordentlighed 

Netop ordentligheden var væsentlig: at være et hærderligt menneske, tro mod sine principper. Vi gjorde, hvad vi kunne, for at leve op til forældrenes ønske: Lærte os spejderløfterne udenad: At tale sandhed, stifte fred, dele med andre. Vi gjorde honnør for flaget og hjalp ældre mennesker over gaden.
Efter aftensmaden ringede vi til vores bedsteforældre og lyttede med påtaget tålmodighed til deres stemmer, der sukkede over prisen på hakket kød, skældte ud over nabohundens ‘narrestreger’ og glædede sig ved havens blomstrende rododendhron. Vi nikkede til det hele, men fik besked på at svare med ord:’Farmor kan ikke høre, når du kun nikker’. Efter et kvarter overlod vi røret til de voksne, der lyttede til de samme historier – en gang til, svarede ‘nej da’ og ‘for søren!’ Måske tilføjede de selv noget om en kusines fyrreårs fødselsdag, at de havde sendt en buket med rosa pæoner og achillea på familiens vegne, før de lagde på. 

Resten af aftenen forløb som hundredevis af aftener før da. Vi så Fjernsyn for dig, kravlede så op i sofaen. Lænede os mod en mors skulder og fulgte søvningt med, når hun vendte siderne i et boligindretningmagasin. Det, indtil vi blev vi så trætte af at se på Montanareoler og sofaborde af glas, at vores øjne gled i, og vi bad om lov til at gå i seng.