Louise Juhl

Vi overvejede, om der var en vej udenom voksenlivets helvede. Et liv uden firkantede græsplæner, grundskyld og pligtbesøg. 

Men vi fandt ikke noget svar, i stedet valgte vi at lukke øjnene. Drak os fulde og vågnede morgenen efter på en drømmeseng, vores forældre havde slæbt ud på badeværelset, så vi kunne kaste op direkte i toilettet. Hver gang blev vi mødt af lige dele ubarmhjertig fornuft og omsorgsfuld forståelse: En kold klud mod panden, ristet brød og revet æble: 
‘Sikke et fjols. Det var da heldigt, at du slap af med ham’, trøstede de, når vi sidst på dagen var kommet så meget til hægterne, at vi kunne betro os om den foregående aftens ulykkelige forhold. 

På den måde var de voksne og voksenlivet en mur på en og samme tid en mur, vi løb panden imod, men også én, vi søgte tilflugt bag. For godt nok afskyede vi deres indblanding og gammelkloge råd, men opsøgte dem alligevel gang på gang, når vi fór vild i kærligheden eller hverdagens modgang slog os ud.