Louise Juhl

Vi frygtede og beundrede dem, vores mødre.

Frygtede at ende som dem, stå for det, de stod for. Det servicerende, det eftergivende, det praktiske. Hadede tanken om at ende der. Med at vække børn, vaske vinduer, stoppe strømper. Slæbe mel og mælk hjem, ris og grove grøntsager. Fylde hylder med basisvarer: Mariekiks til børnene og Substral til blomsterne. Købe nye klemmer til tørresnoren, knække vasketøjets koder: Kogevask til sengetøj, 60 grader til hvidt, 40 grader til denim. Skånevask til silke og sarte stoffer. Før sengetid: tænde for opvaskemaskine, stille vækkeuret. Hver morgen: tjekke kæledyrenes trivsel, kaninens saltsten, akvariets tilvækst af alger. Alle dage – holde øje med højtider, mærkedage. En grankusines bryllupsdag, et 25-års skolejubilæum. Naboens datters dimissionsfest. Hurra og tillykke til alt og alle pånær dem selv.

Men vi elskede dem også, længtes. Efter at eje en styrke som deres, en vilje. Til at stå op og fungere, bløde og føde, sige ja og ja og ja til det meste, for så – endelig og med eftertryk – at sige Nej. Nej til naboens feststemte kys, chefens joviale klap i bagdelen. Nej til sukkermadder som substitut for omsorg til børnene, nej til nylonstrømper i frostvejr. Her til og ikke længere. En grænse, der markedere meget mere end meninger og principper. En grænse, der handlede om værdighed og om modet til at vide, hvem man var, og stå ved det, også når det kostede.