Louise Juhl

Der var hjem i glas og stål.
Køkkener delt af en halvmur, et forsøg på en bardisk, der kun blev brugt nytårsaften til at stille fade med kransekage og glas med mousserende vin på.
Skabslågerne var var beklædt med spejlglas, lofterne med små pendler. ’En imitation af stjernehimlen’, forklarede de, og udpegede Store Bjørn og Cassiopeia for os. På badeværelserne var keramiske håndvaske med armatur i chrom og en sauna, der blev brugt til opbevaring: I den stod alt det, der ikke kunne vises frem. Husets sammenklappelige tøjstativ, en kondicykel (fejlkøb) og to ens kufferter med skjult udtræk til håndtag.

Andre steder var der færre spejle, men flere lammeskindstæpper. Karme fyldt med potter – kaktus og sukkulenter. Stuebordet var pyntet med stager i enkelt design, svagt rosa stearinlys. På væggene hang årgangsplatter – en nedarvet tradition, som ingen i familien nænnede at bryde, heller ikke nu. Til højre for platterne: Skolefotos af familiens eneste barn i forskellige stadier af mennesker: Første, femte og niende klasse. Smilet alle steder det samme, ’en lille smule anstrengt.
Reolerne var fulde af nips, Kai Boiesen figurer side om side med håndpustet glas, hjembragt fra en ferie i Bøhmen. En enkelt række med bøger: Alistair McLean, “Mad i Mikroovn” og “Børnens store bog om rummet”.  
I tv-afdelingen stod lænestole af læder og med fjernbetjent ryglæn, der kunne indstilles til alt fra liggende til opretsiddende. På det lave bord ved siden af: et fad med farvede agatsten fra Argentina. Alt faldt ligesom i ét med det hele.