Louise Juhl

Verden udenfor var noget, vi lærte om i skolen. 
Aftegninger på et kort: Sydamerika med Andesbjergenes brune højderygge og de arktiske polers skinnende hvide plamager. Vi læste uddrag af rejseberetninger, Hjalte Tin og Troels Kløvedal, og så farverige billeder af sibiriske ryttere, overfyldte mad-markeder og eksotiske palmeøer. 

Det hele syntes så fjernt fra vores egen virkelighed, at vi havde svært ved at begribe, at det var andet end bare billeder. At der virkelig fandtes mennesker omkring os, der måtte sælge ud af deres organer for at skaffe mad på bordet. Børn, der måtte arbejde fra deres sjette leveår for at overleve, men vi følte os tæt på segnefærdige, bare vores forældres bad os om at rydde op på værelset eller at sætte en beskidt tallerken i opvaskemaskinen.

På TV så vi landskampe, Matador eller Ungdomskanalen. Alt andet en den store verden, som vi forsøgte at begrænse til TV-avisens halve time. Her hørte vi om Golfkrigen og “Operation Ørkenstorm”, general Schwarzkopf, og så reportager optaget om natten med infrarødt kamera: en uendelig missilregn, der  mindede os om festligt nytårsfyrværkeri. Virkeligheden var til gengæld mindre festlig: De samlede tabstal nåede mere end 75.000.

Vi fattede kun knap, hvad vi så og hørte, men dannede os ikke desto mindre masser meninger, der delte os i to:
Dem, der stillede USA, ‘de selvgode imperialister’ til ansvar for krigene og de tab, de førte med sig. Og heroverfor ‘de blå’, der forsvarede amerikanerne og kaldte deres interventioner krigene ‘et forsvar for demokrati og vestlige værdier’. Vi brugte timer, dage, uger på at råbe ad hinanden – i klasselokaler og i demonstrationstog, altsammen på behørig afstand af de virkeligheder, de krige og tab, vi skændtes om. 

Det var som med børnearbejdet og pletterne på landkortet: nogen og noget, vi pegede ud, sager, vi kunne samles og bygge en identitet op omkring. Men så snart det blev fredag, var vi igen store usikre teenagere, der var mere optaget af os selv end af verden. Det skete enddda og ikke så sjældent, at vi hen på aftenen kyssede med den samme, som vi to dage forinden havde givet fuckfingeren og kaldt et ‘superimperialistisk svin’.