Louise Juhl

Fædrene talte om farligt fyrværkeri. Om kanonslag med en bombes kraft, om halve fingre og brækkede knogler. Om dengang de forcerede et hegn for at besøge en udkåret, forrev en buksebag og forstuvede en skulder. Hvordan hun afviste: ‘Men vi gav ikke op så let,’ pralede de og pegede på kvinden ved siden af. Nu kunne de 14 fejre års bryllupsdag, stoltheden var åbenlys.
Drengestreger, kaldte de det meste (der var aldrig nogen, der talte om pigestreger): Dødsdruk og hasarderet kørsel, rapseri og kærlighedserobringer, det hele kom ud på ét.

Mødrenes erindringer var anderledes blide, mindre fysiske mere følsomme. De handlede gerne om sorgen ved at miste en kat. ‘Kalle, kørt over af en mejetærsker’, sukkede de og fik tårer i øjnene med årtiers forsinkelse. De remsede alle legene op: dåseskjul, kongens efterfølger, tre mand frem for en enke løb. Eller de fortalte om Ditte og Hanne Marie, naboens to tvillinger, ‘de var som ild og vand’. Hanne Marie havde uddannet sig til psykiatrisk børnelæge og vundet priser for sin forskning i tidlige tilknytningsforstyrrelser. Ditte solgte sine hånddrejede tepotter fra et butikslokale i sit hjem. ‘Det kunne nu da være sjovt at ses igen,’ drømte de, men det blev ved tanken.

Vi bar det med os, det farlige og det følsomme, fædrenes stolthed og mødrenes savn. Forsøgte at favne det altsammen, en sorgfuld stolthed, en halsløs drøm.
Undervejs forvred vi en fod. Mistede en hamster og begravede den under en sten i haven. Vi gjorde vores bedste, men uden at gøre os klart, hvad det bedste var.