Louise Juhl

Vi hørte fra de voksne, at politik handlede om strammere og slappere, utopister og traditionalister. Uanset hvem og fra hvilke side af salen, de kom, var der ganske få ting, de gjorde godt, men langt flere, de ikke lykkedes med. En råbte måske for højt, en anden fremstod veg og usikker. Det var ikke kun det politiske arbejde, der var udsat for befolkningens kritik, tøj og udseende var også til debat: Gert Petersens skæg var for stort, mente mange, og Niels Anker Kofoeds hage for vigende.

Som en reaktion på befolkningens politikerlede forsøgte nogle sig med en anden facon.
Fremskridtspartiets Kresten Poulsgaard købte en pølsevogn og talte ‘folkets sag’. Preben Møller Hansen oprettede partiet Fælles Kurs, og gav sine kolleger tørt på: ‘Ingen af de politikere, der i dag sidder i folketinget er fem potter pis værd’. Senere forsøgte komikeren Jacob Haugaard sig med foreningen SABAE, Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer, der forlangte medvind på cykelstierne – en parodi på det politiske systems overbyder.

Fælles for  dem alle var, at de påberåbte sig en autencitet eller en særlig ærlighed, der adskilte dem fra al anden politik. Hvadenten denne ærlighed kom til udtryk som vrede, fingerpegen eller klovnerier, var den et oprør mod levebrødspolitikerne og den verdensfjerne politik, som den brede befolkning mente, det etablerede politiske system stod for.   

Og vi tålte dem – trods alt. Sømandsbossen, pølsesælgeren og komikeren. Ikke for det, de stod for, men for alt det, de IKKE stod for.