At elske en sten
by Louise Juhl Dalsgaard
Da jeg var ti år gammel, meldte jeg mig til optagelsesprøve på årets skoleforestilling. Jeg håbede på en rolle som god fe eller sjov kok, men blev tilbudt rollen som sten. En sten? svarede jeg og må have set meget trist ud, for instruktøren satte sig ned på knæ og forklarede mig, at sten jo var meget vigtige væsner. Om jeg vidste det? For når mennesker for vild og alt andet forsvandt, så lå stenene altid tilbage. Forklædt som Ingen og til at stole på. Blandt venner var sten faktisk de allerbedste, for dem man kunne man betro alt: de sladrede ikke og dømte ikke, de lå bare og lå. Tog imod alt det, man ikke selv kunne bære og også alt muligt andet. Pis og papir, halve sandheder og dumme dage.
Det eneste jeg skulle passe på med i rollen, var ikke at falde i sød, for selv sten talte i søvne, sagde han, og så vidste man aldrig, hvad man fik at høre.
Min rolle, sagde han, var vigtig. Den vigtigste af dem allesammen måske, for jeg skulle både kunne ligge og lytte og bære det hele. På én gang og uden at sige noget til nogen! Om jeg kunne det? Jeg tror nok, jeg nikkede, i hvert fald lå jeg elleve aftener i træk, malet grå og kantet, og gjorde mig umage for ingenting at sige og ikke at dømme nogen. Selv om natten derhjemme lå jeg vågen og holdt mig for munden for ikke at tale i søvne. Særligt det sidste var hårdt, måske er det derfor, jeg beundrer sten så meget. Fordi de holder sig vågne hver eneste nat, år efter år, så vi andre kan sove uden at være bange for at blive afsløret.