Louise Juhl

Der er ting, jeg ikke husker. Om jeg for eksempel allerede som barn, så tingene bedst på afstand. Og om jeg nogensinde fik den skrivemaskine, der var mit største ønske. Eller hvad det var for nogle fisk, min bror havde i sit akvarium, dem, der åd hinanden. Eller måske er det sidste bar bare noget, jeg bilder mig ind.

Der er også et helt årti, der er forsvundet. Fra 1993-2003. Eller helt væk er det ikke, der er stadig ting og hændelser, jeg med viljens magt kan hente frem: 
Rengøringsdamen på Frederiksberg Hospital, bred og med kraftig stemme. Hun hed Inge og bankede aldrig på, før hun kom ind. Hun havde vogn og spand og støvkost med, trak hidsigt gardinerne fra (selvom jeg insisterede på at have dem trukket for). Skældte gerne ud: Om jeg virkelig ville gå glip af solen, og: `Hvad har du egentlig forestillet dig?’
Jeg havde ikke forestillet mig noget, måske pånær at Inge ville blive færdig, så jeg kunne få fred. Men hun lod sig ikke jage med, hun støvede omhyggeligt sengegærdet af før hun bukkede sig ned og sagde: du trænger vist også til at blive støvet af, og så lod hun som om. Det var helt åndssvagt og vel også lidt uhygiejnisk, men det fik mig til at le. Engang opdagede hun, at jeg havde gemt et helt arsenal af uåbnede proteindrikke under madrassen, mit hjerte gik lidt i stå af angst og skam. Men Inge hev bare alle juicebrikkene frem, en efter en: -Vanillesmag, læste hun. – Og jordbær og mokka og tropisk frugt. Så fordelte hun dem rundt omkring i sine rengøringsspande, jeg hørte aldrig for det fra plejepersonalet, måske smed hun dem bare ud. 

Jeg husker også Benny. Han havde AIDS. Da jeg spurgte ham, hvorfor han var indlagt svarede han: ‘For at dø’. Han var den eneste på afdelingen, jeg kunne fortælle alt, den enste vel overhovedet: Hvordan jeg gemte røget makrel og skiver af blodpølse i trusserne. Han lo bare – lidt trist – og sagde: ‘du fanme ikke rigtig klog’.
Det var jo rigtigt nok.
Senere blev jeg anbragt på et ridecenter, jeg er den dag i dag ikke sikker på hvorfor. Måske var det noget med dyrenes puls: at lægerne tænkte, at hestenes maner og hovslag, ville give mig ro. Gadagung gadagung. Det skete ikke, tværtimod tabte jeg yderligere seks kilo, blev indlagt igen på den samme afdeling. Denne gang uden Benny: han var død en måned tidligere, jeg havde været for syg til, at de ville fortælle mig om det.

Så flyttede jeg i kollektiv i Studiestræde, i en lejlighed uden døre, kun tynde gardiner og opvarmet med gas fra store gule dunke, vi måtte slæbe til huse. Jeg blev smidt ud efter tre måneder, fordi jeg var ‘asocial’: lå og græd i min seng og nægtede at spise sammen med de andre. Flyttede i stedet i en loftslejlighed på Frederiksberg, så til Nørrebro, startede på Litteraturvidenskab. Læste Thomas Mann’s Døden i Venedig, åh altså. Tog på studietur til paris, det eneste jeg husker derfra, var en lærer, der hed Elo, der i tre timer fortalte om et betonbyggeri i et ydre arondissement. Det lyder kedeligt, men det var fab!

Der var også Martin. Han var brandmand og kørte på motorcykel, og forsøgte at kvæle min ulykkelighed med overdrevne gentleman-manerer og sukkersøde breve, ‘Kære allerfineste dyrebare’. Han var så sød og så håbløs, at jeg i lang tid ikke nænnede iat slå op med ham. Til sidst var det en pine at se. Forholdet endte foran Palads Teatret, det er ikke dig, men mig, der er noget galt med’, forklarede jeg, og for en gang skyld talte jeg sandt. Det virkede helt skørt med alle de farver omkring os.

Af alt det, jeg ikke husker, husker jeg bedst, da tvillingetårnene faldt. Alle omkring mig sagde: Fra NU af bliver verden forandret, intet vil nogensinde være det samme. På TV, i radioen, alle aviser, mine venner, alle steder blev der sagt: NU. Og jeg håbede sådan at de havde ret. At noget ville forandre sig, NU. At JEG ville. At mødet med livets grusomme tilfældighed, mange tusinde menneskers død, ville få mig til at ændre adfærd. Tage mig sammen, spise, leve. NU.

Men der skete ikke en skid. Måske kunne jeg ikke, måske turde jeg ikke. Måske, måske, min bare røv.