Louise Juhl

En, der hed Ian, tog imod i lufthavnen, på hans t-shirt stod: “I AM WHAT I AM” med store bogstaver. Vi vidste ikke, hvad vi skulle lægge i det, men han virkede rar, bar vores bagage og viste vej til sin bil, en udtjent mørkegrøn Simca. Vi kørte til en hytte oppe nordpå, ødebeliggende og med et fantastisk vue over store græssletter og gamle stensætninger. 
– Fra de forrige generationer, forklarede han. Fåreavlerne. 
En hel lang formiddag så vi på fugle, Ian lånte os sin kikkert. Det var vandkoldt og meget smukt, tæt på, hvad vi altid havde drømt om. At gå i ét med omgivelserne, græssets fugt og fuglene skrig. Men noget var alligevel ikke, som forventet. Måske var det stenene, der bar lå og lå, måske var det vidderens voldsomhed, kulden overalt. I hvert fald var alt på en gang for tæt på og for langt væk. Fugtpletterne på buksebagen, de følelseløse fingre. Det var næsten ikke til at bære: Nu var vi rejst så langt, og så var der stadig var noget, der forhindrede os, noget, der stod i vejen for vinden og fårene, nuet. Måske var det os selv.
På vej tilbage i flyet bød en lysbjælke over nødudgangen os at spænde vores sikkerhedsbælter ”Fasten your seatbelts”. Et øjeblik efter lettede flyet, og jorden forsvandt under vores fødder.