Louise Juhl

Hanne havde briller, der sad lidt ned på næsen, så hun måtte bøje nakken for rigtigt at kunne se igennem dem. Hun havde været der altid, sådan føltes det i hvert fald, hun var ligesom bare en del af det hele, ligesom væggene var det, ligesom Karius og Baktus og Trille. Og Tvebak fra Brødrene Løvehjerte. Noget, som altid havde været og som altid ville være. Ligesom vores mødre, eller det troede vi i hvert fald dengang.
Hanne var vores tandlæge og havde lokaler i de røde bygninger for enden af skolen, hvor pedellerne også holdt til med deres depoter, der var fyldt op med vejsalt, advarselskegler og en teleskopstang, vi kunne låne, hvis en bold havde forvildet sig op på taget. Hun var sådan en, vi forestillede ikke kunne gå i stykker, altid rolig og robust: “Det er hurtigt overstået”, lovede hun, og selvom det føltes som længe, vi lå der i stolen med vidt åben mund og galopperende hjerte, glemte vi alt det ingen, når hun lagde det lille spejl fra sig og udbrød: “Sådan! Nul huller”.
Det blev et hit at besøge Hanne, vi fandt alle mulige undskyldninger for at finde ro i hendes stol: En rokketand, vi ville have hjælp til at få ud, en plet på tungen eller en kindtand, vi syntes, så ensom ud. Og Hanne lod os komme, gav os en plads i stolen, og vi åbnede munden og lukkede den igen, og alt var en lille smule bedre, når vi gik, end det var, da vi kom.
En, der hed Helle, sad i kørestol, og skulle have særlig hjælp til at komme op i stolen hus Hanne, en lærer måtte hver gang gå med hende. Det var næsten altid Ellen, en af de yngste på lærerværelset og den eneste, der stadig orkede at lytte, når vi fandt på historier. Om, hvordan vi kendte en, der var blevet kørt over af et tog og mast helt flad. Ogg som var opereret nihundrede og niogtyve gange, men nu igen kunne gå. Vi var allesammen lidt misundelige på Helle, tænk sig at blive kørt rundt i en stol af Ellen. Men vi sagde det ikke til nogen, for vi vidste godt, at misundelse var en grim ting, og at vi burde skamme os, og at forresten det slet slet ikke var rart ikke at kunne gå selv.
Én gang gang mødte jeg Hanne udenfor tandlægestolen, det var i en tømmerhandel, jeg var der med min far. Hun havde de samme briller på som i tandlægeklinikken, men ingen kittel. Hun var på jagt efter nogle skruer i den helt rigtige størrelse, fortalte hun, og famlede ved en hel masse æsker. Opgav så og bad en ekspedient om hjælp. Af en eller anden grund kom det som et chok, tænk sig at Hanne måtte bede nogen om hjælp. Det var en hel afgrund, der åbnede sig. Alt dét, der pludselig blev usikkert, alle dem, der måske havde brug for hjælp: Hanne og Ellen og Tvebak og Trille. Ja selv min egen mor.