Louise Juhl

Nu hvor det nærmer sig jul, er jeg kommet til at tænke på en lillejuleaften for 12 eller 13 år siden, det var i hvert fald ikke længe efter min sidste lange indlæggelse. Jeg havde mødt en kæreste, han var slank og havde smukke øjne, og så var han rimelig cool med alle mine problemer. Jeg tror det gav ham en vis magt, at jeg på den måde var afhængig af ham – af hans overbærenhed. Jeg var stoppet på Æstetik og Kultur før tid, orkede ikke at sidde og teoretisere over et liv, jeg ikke kunne finde ud af at leve i praksis, så jeg søgte arbejde, helt ukritisk, og endte som delikatesseassistent i Byens Ost i Bruunsgade. Butikken var nystartet. Det var i årene før finanskrisen, og specialbutikkerne havde kronede dage. Helle, som butiksbestyreren hed, søgte en fuldtidsansat, der kunne tage alle de dårlige vagter og gøre rent, så hun selv blev fri. Jeg fik jobbet, og mødte ind kl. 8.00 hver morgen, så jeg kunne nå at pynte butikken til åbning kl 9.30. Vi solgte oste og luksuspålæg, chokolade, dessertvine, foie gras, særligt fine sardiner på dåse, specialøl, alt sådan noget. Ostene hentede vi fra et kølelager i baggården, i butikken skar vi dem i passende stykker og pakkede dem i lugtfri vitawrap, så de lå klar i montrene til kunderne. Det var mig, der stod for at lagre olier og eddiker med citron, chili eller hvidløg, for bagefter at hælde dem på sirligt formede flasker med korkprop og binde en lille stofsløjfe om toppen.
Helle hadede mænd. Det havde hun ikke altid gjort, men hun havde opdaget, at hendes mand, og barns far, havde en profil på et datingsite. Som hævn havde hun oprettet en falsk profil, og inviteret ham på romantisk weekend på en herregård på Fyn. Da de mødtes, indså manden, at han var blevet lokket i en fælde og de røg, vist nok helt bogstavelig, i totterne på hinanden.
Ind imellem kom manden forbi for at aflevere det fælles barn. Det var tydeligt for enhver, at det var en svær situation, ikke mindst for pigen. Jeg blev altid skubbet ud på fortovet for at hente hende, den stakkel, det var vildt akavet. En delikat opgave.
Jeg var stadig syg og spiste så godt som ingenting, men det afholdt mig ikke fra at holde lange, levende foredrag for kunderne om ostenes smag og egenart. Hvordan dé, der var rullet i aske, adskilte sig fra dem uden, hvorfor jeg foretrak dem på gedemælk (som jeg aldrig havde smagt), hvordan rødskimmeloste stod godt til en mild dessertvin i modsætning til blåskimmel, der egnede sig bedst til snaps og brændevin.
Jeg kom til at kende flere af kunderne rigtig godt: Særligt én, en dame, der altid gik i pels – også om sommeren, Hun boede i en herskabslejlighed lidt oppe ad gaden: ”med udsigt til både kirke og til hav. Du gode gud, hvad kan man næsten ønske sig mere?”. Hun savnede åbenlyst nogle at tale med, så når jeg slog låsen fra kl. 9.30, stod hun klar til at hente ost til morgenbordet. Og til at snakke, ikke mindst, dog undtagen om onsdagen, hvor hun havde en aftale om vandondulation hos frisøren. Jeg husker ikke, hvad vi talte om, jeg havde ikke noget liv udover at træne, arbejde og sulte, og jeg tror heller ikke hun oplevede noget særligt. Måske var det derfor, det faldt os så nemt, ingen af os forlangte det store.
Det var svært at få butikken til at løbe rundt. Kunderne forventede at smage på al ost og pålæg, for så at ende med at købe tre tynde skiver parmaskinke og en bakke soltørrede tomater. Der var ingen, der ville købe ostestykker med kanter, så halvdelen af osten var usælgelig. Heldigvis var Kurt Thorsen flittig kunde, han købte kurve og gaver til nær og fjern og havde ingen smalle steder, så det hjalp lidt på omsætningen.
Nå men det var den her lillejuleaften, som jeg er kommet i tanke om. Jeg havde – som næsten altid – lukkevagten. Jeg havde fået streng besked om at holde åbent, så længe der var kunder, og de blev bare ved og ved og ved med at komme. Én kom for at købe en ubagt leverpostej, hun kunne lune 1. juledag, en anden manglede en noget sødt, “hvis nu der skulle dukke nogen op.” Sådan cirka samtlige kvarterets studerende manglede at få købt den sidste julegave, og da de fleste var helt tomme for ideer, kunne jeg prakke dem alt på. Jeg ved ikke hvor mange der fik et schweizisk fonduesæt dét år, men hvis nogen af jer indehaver et sådant, kan jeg risikere at være den skyldige bag. Beklager.
Klokken 22.00 var butikken endelig tom, jeg kunne lukke og begynde på rengøringen. Helle havde været meget tydelig med, at rengøringen skulle være særlig grundig, nu hvor butikken holdt lukket flere dage i træk. Jeg havde ikke spist i fjorten timer, men arbejdet hjalp mig til at glemme sulten. Jeg havde ikke noget at komme hjem til: Min kæreste sad altid foran computeren. Enten læste han om konspirationsteorier eller også spillede han krigsspil. Når det begyndte at kede ham, ville han have sex. Hans libido var særdeles veludviklet, mit var tilsvarende underudviklet, så vi harmonerede (også på det punkt) dårligt.
Kl 23.00 ringede Helle og ønskede mig glædelig jul. Hun sagde, at hun havde stillet en julegave til mig på gulvet i kælderen, tak, mumlede jeg uden forventninger. Da jeg var færdig med at gøre rent, gik jeg i kælderen for at hente min pakke. Det var fire belgiske juleøl, der var udløbet året før og derfor ikke kunne sælges, hvor generøst. Jeg var træt og sulten og orkede ikke at tage hjem, så jeg knappede én af dem op og drak. Øllene viste sig at have en alkoholprocent på femten. Ialt 1,33 liter øl 15% – på tom mave. Det blev en lang tur hjem. Jeg måtte opgive at cykle, fordi jeg pludselig ikke kunne huske, hvordan man gjorde. Da jeg nåede frem, gad jeg ikke at gå op på tredje sal, hvor vi boede, så jeg lagde mig ved siden af min cykel i kælderen og faldt i søvn. Jeg vågnede midt om natten, kravlede op på tredje, låste mig ind. Min kæreste var gået i seng, tilsyneladende uden at bekymre sig. Glædelig jul, mumlede jeg, han vendte sig om og sov videre.
Et års tid efter sagde jeg op. Ostesyren var begyndt at give mig sår ved neglerødderne, Kurt kom ikke længere forbi og omsætningen gik ned ad bakke. Foie gras og finere schweizisk chokolade rimede dårligt på finanskrise. Nogle år senere lukkede Byens Ost. I dag er der Sushirestaurant i lokalerne, ja faktisk er næsten alle gadens butikker nogle andre end dengang. Jeg håber sådan, at damen i pels stadig får vandonduleret sit hår om onsdagen.