Louise Juhl

Det er længe siden, jeg har drømt om andet end det åbenlyse. At månen er mest alene, når den er fuld, for eksempel. Og mørket tættest der, hvor rågerne samles.
I går besøgte jeg min mor og far, vi drak Istanbul Night Tea og spiste æbler, som min mor havde skåret i nøjagtigt lige store både. Mumrik blev bange for en nisse i filt, han gøede og peb, men min far satte sig på knæ og forsikrede hunden om, at der ikke var grund til uro. At det var en god og blød og venlig nisse, der sad der på kommoden, og så faldt dyret til ro.
Sådan er det tit, der skal så lidt til: En ven ved siden af, når vi er bange, nogen, der fortæller os, at mørket i virkeligheden er en rågefugl, og at det letter lige om lidt.