Louise Juhl

Når julen og livet ikke er så ligetil Jeg ved godt, at det er jul lige om lidt, og at vi skal nyde anden og hinanden, men jeg har lige hørt det sidste af i alt 5 afsnit i podcast-serien “Børnene på psyk”, og har brug for at slå et slag for de børn, for hvem hverken jul eller livet er ligetil:

I serien møder vi blandt andet Daniel, der vågner en morgen og ikke kan bevæge sit ben. Det er ligesom krummet sammen og kan ikke strækkes og gør vanvittig ondt. Så ondt, at han hverken kan have dyne eller bukser på, enhver berøring afføder smerte. Han får en kørestol bliver undersøgt på kryds og tværs, røntgenfotograferet og scannet og hans blod lagt under mikroskop. Men der er ikke noget galt med Daniels ben, siger lægerne, det er hovedet, den er gal med. Så han bliver indlagt på B201, et børnepsykiatrisk døgnafsnit, hvor gennemsnitsindlæggelsestiden er tre måneder.
På B201 kommer man ikke for at få behandling, forklarer afdelingssygeplejersken, men for at blive udredt, finde ud af, hvad børnene fejler, hvorfor de har det så skidt. Med sig og med verden omkring dem. Til at starte med er Daniel vred. “Der bliver ved med at sige, at det er psykisk”, fortæller han journalisten, “men det er IKKE mit hoved, der fejler noget, det er mit ben!”, insisterer han, og man mærker virkelig, hvor vigtig det er , at nogen vil forstå, at han lider, og at det ikke er noget, han finder på.

Et andet barn er blevet indlagt akut. Hun er bange for bakterier – også sine egne. Ikke engang hendes egen mor må røre ved hende, og når hun skal sove, ligger hun med armene strakt op i luften, for ikke at komme til at røre ved dynen, lagen eller sin egen krop. Hun stoler ikke på nogen, vil ikke være i rum med de andre børn, hun ser bussemænd på gulvtæppet og har kun fred fra angsten, når hun ser den Store bagedyst på TV.
Så er der Christoffer. Christoffer knurrer, når han føler sig truet, og det gør han tit. Allermest bange er han for sig selv, “jeg er en ond dæmon”, hvisker han, og da han senere bliver bedt om at tegne et selvportræt, tegner han et klovneansigt, der er delt i to. Lægen mener ikke, at Christoffer er psykotisk, snarere er han en dreng, der hele livet har følt sig udskammet og anderledes og har internaliseret omgivelsernes kritik, så han nu har taget den på sig. “Hvis du vidste, hvor ækel jeg virkelig var”, begynder han, men afslutter ikke sin sætning, lader den bare hænge i luften uden at svare på, hvad så…
Lyt selv! Jeg ved, at nogen kritiserer, at børnene ikke ved, hvad de siger ja til ved at medvirke, at det er journalistisk nyfigenhed. Jeg hører kritikken, men er også nødt til at holde fast i, at jeg er blevet rørt og ramt og mere end noget andet ønsker, at Christoffer, pigen med bakterieangst, Daniel i kørestolen og alle de andre fra B201, får den hjælp, de skal have og den kærlighed, de fortjener. Sgu❤️