Louise Juhl

Der ligger en bunke bøger, der, hvor du altid sad . Med katten i skødet og sagde ting som: ‘Er du min bedste-i-hele-verden-ven?’ og selv svarede: ‘Ja du er min bedste-i-hele-verden-ven’ Hver gang mærkede jeg et stik af misundelse, tænk at være en kat, nogens bedste ven. Jeg var ikke den bedste til ret meget, mere sådan ok med pil opad.
Din mor døde en mandag. Det ringer du og fortæller mig, jeg ved ikke hvorfor, det er flere år siden, vi har talt sammen sidst. Hun hadede ellers mandage, fortæller du, -nåja og tirsdag og onsdage og. På stenen står der AG, ikke andet, hverken fødsels- eller dødsår. AG for AnneGrete, sådan hed din mor, men hun brød sig ikke om det, det lød så kælent og kejtet, mente hun, så hun foretrak AG. Hver gang hun blev beruset, og det var tit, råbte hun op. ‘Livet er lige til at lukke op og skide i’, og hun sked igen, din mor. AG sked på alt og alle, også dig. ‘Det gør mig virkelig ondt’, svarer jeg, da du ringer og fortæller mig, at hun er død. ‘Det er ok’, siger du.
Du beholdt katten, jeg fik en lavalampe og elkedlen. Det er ni år siden, nu er din mor død og hun har efterladt en konvolut med fem hundrede kroner og mit navn udenpå. Der var ikke noget til dig, fortæller du, det havde du nu heller ikke regnet med. Om du må komme forbi med pengene en dag? Ja, du kan tage katten med, hvis det er. Den er i mellemtiden blevet tretten år, den er stadig din bedste ven.