Louise Juhl

Jeg sidder og læser i Judith Hermanns seneste, “Hjem”. Den starter på en cigaretfabrik, fortsætter til en ældre mystisk mands bungalow, fortsætter så til et hus, hvor fortælleren nu – efter et forlist ægteskab – bor. Det er første gang, hun bor alene i et hus, en nat vågner hun ved, at hoveddøren står vidtåben, hun er ellers sikker på, at hun havde lukket den forsvarligt, før hun lagde sig til at sove. Hun bliver grebet af uro, køber pebersprays på nettet og har en dolk liggende under sin seng, hun finder sin egen frygt komisk, alligevel tør hun ikke andet, end at tage hun sine forholdsregler.
Jeg kan huske for nogle år tilbage, jeg skulle færdiggøre en bog og tog orlov en hel oktober, jeg skulle bo i sommerhuset, mit barndoms trygge paradis, jeg pakkede mit varme tøj, satte hunden på bagsædet og kørte afsted. Måske skylder jeg at fortælle lidt om huset, det ligger inde midt i en klitplantage, omgivet af århundrede gamle nåletræer, når vinden suser, lyder trætoppenes bevægelser fuldstændig som et hav. Grunden er stor, det er en naturgrund, kupéret og med mange forskellige vækster, gran, fyr, birk, eg, kristtjørn, enebær, slyngpil. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har siddet på terrassen deroppe og bare set. På nuancer af grøn, på firben, sommerfugle, nedbidte kogler, varmedis. Men det her var oktober og skulle jeg sidde på terrassen krævede det både jakke og dyne, jeg forsøgte mig et par gange, men det var for koldt. Det gjorde nu heller ikke noget, jeg var jo ikke kommet for at se men for at skrive, jeg indrettede mig indendøre i sofaen, så jeg kunne have computeren i skødet og mine noter og en kop te på en skammel ved siden af. Det gik godt, jeg skrev to-tre sider hver dag, gik tur med hunden, handlede ind i den lokale brugs, æbler, røget hellefisk, brød, en sød likør.
Hver aften ringede jeg til min mand, der er ikke telefonsignal ved huset, så jeg måtte stå på en høj udenfor og tale, det fungerede ok, jeg fortalte lidt om vejret, en sær drøm eller noget, jeg havde set på den lokale TV-kanal, Salto. Han fortalte, at huset derhjemme føltes tomt, at han havde været til frisør, at han overvejede at skifte avis-abonnement. Én aften var samtalen anderledes, han besvarede mit opkald, allerede før jeg havde trykket det sidste ciffer, ‘hallo’, sagde han, ‘er det dig?’ Jeg ved ikke, hvem der ellers skulle ringe fra min telefon, så jeg svarede . Han spurgte: ‘har du hørt det?’ ‘Hørt hvad?’ spurgte jeg. Jeg husker ikke præcis, hvad han svarede, men jeg fik aldrig at vide, hvad det var, jeg skulle have hørt, tværtimod talte min mand længe og ivrigt om alt muligt andet, en kollegas nye bil, æbletræets sene blomstring og at vi havde fået penge tilbage i el. Det var først flere dage senere, jeg så det på en af avisernes spisesedler, da jeg var ude for at handle: Pyroman på spil i sommerhusområde. Ti huse havde allerede været udsat for forsøg på ildspåsættelse, tre af dem brændt ned til grunden.
Men det var ikke det, der bekymrede mig, det var den sære drøm, den jeg allerede havde fortalt ham om tidligere. I drømmen optrådte en meget lille mand med en meget lys stemme, hans øjne var røde og han talte med tysk accent: mein kind, du schall ikke have angst, jeg vil dig intet ondt. O’et i ondt udtalte han som i Odense, oondt. Han havde en pincet i hånden, jeg var sikker på, han havde til hensigt at gribe om mig med instrumentet, lægge de to tænder om mit ansigt og så ‘hiiiv’ Jeg huskede, hvordan jeg selv med to fingre havde samlet biller i syltetøjsglas på samme måde, set dyrenes fortvivlede bevægelser for at slippe ud, nu var turen kommet til mig selv. På afstand lyder det komisk, tåbeligt, hvordan skulle nogen kunne gribe om mig med et pincet, hvordan skulle mine hundredeogfiretres centimeter kunne være i et glas, det giver ingen mening. Men der i huset om natten, gav det al mulig mening, jeg vågnede badet i sved og turde ikke rejse mig, tænkte vel, at hvis jeg lå helt stille og gjorde mig tung, ville han opgive at flytte på mig, hans røde øjne ville forsvinde, den spinkle stemme blive opløst. Så jeg lå lysvågen nat efter nat, brugte alle mine kræfter på at ligge musestille, trykke min krop mod lagnet, tænke STEN.
Efter en uge uden ordentlig søvn besluttede jeg mig for at opruste. Jeg lagde en kniv under min hovedpude og en stor saks under sengen (til at prikke i hans øjne). Jeg lagde fed af hvidløg hele vejen langs væggen og rundt om huset, det havde jeg hørt virkede mod varulve og hvorfor ikke også tysktalende dværge. Det forekommer så uendelig tåbeligt at tænke tilbage på, – at være bange for en mand med pincet i en drøm, at bekæmpe ham med saks og overtro. Men manden forsvandt faktisk fra mine drømme, jeg fik skrevet min bog færdig og pyromanen blev pågrebet. Jeg siger ikke, det var hvidløgenes fortjeneste, jeg fortæller bare, hvad der skete.