Louise Juhl

Jeg vil ikke sige, at den artikel ændrede mit liv, langtfra, men den ændrede noget. 
Dagen efter afleverede jeg min opsigelse og måneden efter købte jeg et marsvin. Et helt særligt marsvin med en meget lang stamtavle og særligt blød pels. Damen, jeg købte dyret af, havde givet ungerne navne, allesammen startede de med N. Najma, Nellie, Nizli, Det marsvin, jeg fik, hed Norma Jean, ‘opkaldt efter hende den kendte’, forklarede ejeren. 
Norma Jean var smuk men sky, hun sad allerbagerst i buret, det eneste hun bevægede var snuden. Jeg var ikke et sekund i tvivl og fik hende med hjem samme dag. Hun lå i en papkasse med hø og saltsten, jeg bestilte en taxa tol at køre os hjem, men chaufføren nægtede 
”Ingen dyr i bilen”, mumlede han, og så måtte jeg gå de syv kilometer, hele vejen mumlede jeg ”så, så, såååå”, måske for at berolige dyret, måske for at trøste mig selv.

Derhjemme lod jeg Norma Jean løbe frit på værelset, de andre beboere lod sig ikke mærke med det, så længe, jeg lod døren ud til fællesarealerne være lukket. For det meste lagde hun sig under den gamle radiator, her var tæppet flosset – perfekt som redemateriale. Hun lå sådan i timevis under de varme rør og mimrede, kun afbrudt af de gange, hun søgte vandskålen eller den lille tallerken med frisk grønt. Blade af hjertesalat eller en skrællet gulerod.
Dyret og jeg talte meget sammen, eller måske var det mest mig, der talte. 
Jeg kunne for eksempel spørge: “Har du det godt, NJ?’ (Jeg udtalte de to forbogstaver med stærk amerikansk accent.) Andre gange læste jeg højt. I den periode var jeg særligt optaget af litteratur om kloge koner og skovvæsner. Det var ikke alle artikler og bøger, jeg kunne dele med Norma Jean, marsvinet blev svimmel af for megen okkultisme og overtro. Det kom til udtryk som bleghed om snuden eller akut åndenød. så jeg nøjedes med at læse op af det, jeg vidste hun kunne rumme. Et interview med en sær eneboer eller et eventyr med trolde – altid med lykkelig slutning.

Min verden blev mærkbart større med Norma Jean. Det var som om det, at dele mine tanker og oplevelser med hende, fordoblede deres betydning. Hver dag, når jeg havde skrevet min liste med ting, jeg skulle huske, læste jeg for Norma Jean: ”købe tandstikker, levende lys, engelsk vingummi. Hente tøj på renseriet, vande blomster, tømme post.” Og sluttede med at spørge
”Hvad tænker du, N.J., er der mon noget jeg har glemt?” 
Indimellem reagerede dyret på min dosmerseddel, det kunne være et lille spjæt med bagkroppen eller ved at skære tænder, og så vidste jeg, at noget var galt. De dage sprang jeg gerne den engelske vingummi over, eller jeg undlod at vande blomster. 
Hun var aldrig med ude, hun foretrak at blive under radiatorens rør, af samme grund berettede jeg alt for hende og i detaljer. 
Hvad der var sket på jobbet (ti tastefejl og for tynd kaffe) Lidt om vejret – støvregnens tæthed. Eller jeg fortalte dyret om supermarkedets tilbud, Comté ost til 36 kroner og tvebakker for en femmer. Og sluttede af med historien om den mærkelige dame, der havde lagt sig midt på gulvet derinde i butikken, og råbt op. Om vindhekse og kastesorg, et sygt samfund og en kommende invasion fra rummet.

Det var dér, det hele blev virkeligt. Dér med Norma Jean på skødet og alting genfortalt. Det var der, jeg blev virkelig. Så da hun døde en januardag (dyrlægen mente, det var tarmslyng), døde jeg også. Jeg glemte ganske enkelt, hvad det gik ud på det hele, job, dosmersedler, slagtilbud. Jeg glemte at gå på arbejde, at vaske tøj, i to uger levede jeg af frosne minutflutes og supper fra dåse, og det var først, da en nabo ringede på døren og klagede over min overfyldte postkasse, at jeg kom i tanke om. Tog mit tøj på, gik ned ad trappen og tømte postkassen. Tilbage i den tomme lejlighed smed jeg tøjet igen, lænede jeg mig op ad radiatorens rør og talte til ingen. Om mit savn efter marsvinets mimren og nogen at dele det hele med.