Louise Juhl

Jeg har selvfølgelig spurgt mig selv, hvorfor jeg ikke stoppede der. Med marsvinet og den overfyldte postkasse. Hvorfor jeg allerede kort tid efter anskaffede mig en kat, en norsk skovkat med dybtliggende øjne og en udtalt mælkeallergi, der betød, at jeg gennem flere år måtte bruge flere penge end jeg tjente – på skånekost, kattehviskere, dyrlægebesøg. Aisha, som katten hed, brød sig ikke meget om mennesker, i hvert fald ikke mig, og en dag forsvandt den da også. I tre måneder sørgede jeg, indtil jeg fandt ud af, at den blot var flyttet nogle få blokke ned ad gangen til en bøst udseende ældre mand. Det burde vel være en trøst, men føltes som en lammende lussing og i mere end et år afholdt jeg mig af samme grund for at holde kæledyr. Utak var der nok af i verden – også uden en kat.

Siden har jeg tilgivet både katten og verden, jeg har holdt bjergsalamander i akvarium og skildpadder. Jeg har passet en irsk ulvehund, mens dens ejer lå i koma efter en alvorlig faldulykke. Det sidste var lige ved at gå galt, hunden fyldte mere end to tredjedele af min sofa, og i to måneder sov jeg kun ganske få timer hver nat. Til sidst var det tæt på at udløse en psykose. Derudover led hunden af udpræget dårlig morgenånde, en lidelse kollektivets øvrige beboere ikke kunne undgå at bemærke, også selvom hunden aldrig åbnede munden på fællesarealerne. Heldigvis vågnede ejeren af sin koma, før jeg for alvor begyndte at se syner, hunden flyttede ud og mine samboer kunne igen trække vejret frit.
Jeg ved ikke, hvor mange timer, jeg har brugt på at skovle lort, rense akvarier, tømme tissebakker eller børste tænder på en skulderhøj hund, som ikke engang var min egen. Tid, jeg kunne have brugt til noget nyttigt: At arbejde mig frem og op, tjene penge, blive til noget. I stedet sidder jeg tilbage med et banklån, hvis renter alene æder min løn, et halvædt gulvtæppe, et tomt akvarium og fire sække allergivenlig kattemad. Det giver ingen mening, men det giver så meget andet. 
Hvad skulle jeg ellers skrive om, for eksempel?