Louise Juhl

Dengang forstod jeg det ikke. Når jeg vågnede om natten og med rædsel fortalte min mor om den hund, jeg havde kørt over med mørket bag mine øjne.
At drømmene kun tilhørte mig.
Jeg gengav hende dyrets hyl: Skreg som en ulv under månen, så min mor måtte tysse, schys!, for ikke at vække hele nabolaget.
–Der er ikke nogen død hund, forklarede hun og satte sig på hug og pegede op på månen, der lyste som altid, og jeg forstod, at der var ting, man måtte bære alene, og at den døde hund var sådan en ting.