Louise Juhl

Tak til Ulla og til Mette, som lærte mig at kysse med tungen. Tak til Sarah, der pludselig forsvandt for først at dukke op igen år senere og uden forklaring: Lidt mindre hel, men mere sig selv. Tak til min mor, der klarede alt: madlavning, indkøb, vinduesvask. Og som alligevel tilgav mig alle de gange, jeg snød, og nøjedes med at tænde for støvsugeren, så det lød “som om,” jeg tog del. Tak til Tone for ‘at fylde for meget/ og dermed minde mennesker om/ hvad de kan fylde’. Og til E, som i afmagt råbte: “Jeg håber, du lykkes med at dø”, da jeg var allermest syg, og ad den vej gav mig kræfter til at kæmpe imod: For den glæde skulle hun kraftedme ikke ha’! 
Tak til Heidi for den søde besked i går, til Inger C for digtene og til Christel for virkelig meget. Ikke mindst tak til solen, der bliver ved at stå op og gå ned igen. Dag efter dag og uden et fordi.