Louise Juhl

Det er onsdag og klokken er fem minutter over halv fire, og jeg er den sidste tilbage i børnehaven. Der er kun mig og så Jens Vilhelm og en dame, der går rundt med hovedtelefoner og sætter ting i opvaskemaskinen. Det er første gang, at jeg er den sidste, Jens Vilhelm samler klodser i en rød plastikkurv, lægger en hue i glemmekassen, sætter en stol på plads under bordet. Jeg ser på klokken, viserne ligner små tænder, der tygger i tiden. Tæller ned, men ikke til noget. Hvornår kommer min mor, spørger jeg og Jens Vilhelm svarer, at hun kommer om lidt og hvis ikke, så kan jeg bare blive og bo i børnehaven. Her er jo det hele, griner han, kridt og glaskugler, trafikspil og klæd-ud-tøj, fortsætter han og holder en spids, sort hat op i luften. ‘Se, en heksehue’, smiler han krummer fingrene til en klo. Men han ligner slet ikke en heks, han ligner voksen, der lader som om, ingenting er galt, selvom alt er helt forkert. ‘Jeg vil ikke bo i børnehaven,’ råber jeg, ‘jeg vil bo hos min mor’.
Klokken kvart over fire kommer hun susende ind ad døren, hun undskylder og undskylder. Og undskylder igen, siger en hel masse ud i en køre, noget om en afløser, der kom for sent og cyklen, der gik i baglås, og at hun måtte have hjælp af en portør for at få den fri. Jens Vilhelm smiler, lægger en hånd på hendes skulder: ‘Ingen grund til panik, vi har haft det SÅ hyggeligt, ikke sandt?’ spørger han og ser på mig, og jeg ved ikke, hvor ordene kommer fra, men jeg råber ‘NEJ’ og løber ud ad døren uden hverken jakke eller taske. Dumme voksne, tænker jeg, med deres dumme huer og løgne og undskyldninger. Jeg kan heldigvis klare mig selv, jeg behøver ingen andre til at hjælpe mig, hverken tiden, dens tænder eller min mor, der alligevel kun er min mor, når ikke lige hun har travlt med at være noget andet.Jeg ved godt, hvordan man klarer sig selv, jeg har set det på TV: Hvordan man pakker en rygsæk med varm tøj og tandbørste, kompas, plaster og jod. Små breve med pulver, der bliver til en tyk suppe, når det røres ud i vand. En skarp kniv til at sprætte fisk og egern op med og en rød lampe, til at skræmme bjørnene. Snører til en fiskestang eller til at binde stammer sammen, så jeg kan rejse et læ for natten. På TV pakker de også altid et foto – af en kæreste eller deres barn. Men jeg skal ikke have noget billede med, jeg vil bare være mig selv og stjernerne, og hvis jeg føler mig alene, vil jeg tegne to øjne og en mund på en fingerblomme og lege, at den er min ven. Hej lille ven, vil jeg hilse, er du helt alene i verden, hedder du Timothy, elsker du millionbøf og trefarvet is, har du nogensinde trådt på snegl? Måske vil jeg synge lidt, Mariehønen Evigglad eller Vem kan segla förutan vind, jeg kan hele teksten udenad.
Og jeg vil aldrig igen gå i støvler med snøre, kun velcro eller lynlås, så jeg kan lukke dem selv. Og i kjoler, der ikke skal bindes i nakken, men bare hives over hovedet som et lille hylster, en puppe, et ekstra lag hud. Jeg vil sige nej til fremmede, der spørger om jeg vil køre med for fremmede er farlige og måske stjæler de min taske med tuscher og madpakke, eller de binder mig fast til en pæl og forlanger løsepenge for at sætte mig fri. Og hvad nu hvis min mor ikke vil betale, hvad hvis hun lader mig blive hos den fremmede, ligesom hun lod mig blive i børnehaven som den allersidste hun. Måske giver hun mig væk – helt gratis. Nej jeg behøver ikke nogen, ikke Jens Vilhelm, ikke min mor, bare et træ, jeg kan læne mig op ad, og en pind, så jeg kan tegne på jorden. Et kryds, så jeg kan huske, hvor jeg står jeg og bliver stående, uanset hvor mange karameller en fremmed tilbyder, uanset hvor mange undskyldninger, min mor lokker mig med.