Louise Juhl

En, der hed Kalle, kørte sin bil ind i en mur med vilje. Bilen blev smadret og måtte sendes til skrot, men Kalle overlevede. Det var vist ikke meningen, sagde de voksne, jeg forstod ikke, hvad de mente, men jeg spurgte heller ikke.
I lang tid forsvandt han væk, ingen vidste vist, hvor han var, men så en dag sad han igen udenfor Tricka, i sin posede joggingbukser med guldfarvede striber på siden. Han havde klippet alt håret af. Det eneste, der var tilbage at se, var arret efter ulykken, der skar sig som en rød bane hele vejen fra øverst på hans isse, ned over panden og tværs igennem hans ansigt. Hver dag gik vi forbi, hvor han sad og stjal os til at kigge. For det meste lod han som ingenting, men der var dage, hvor han råbte ‘BØH’, og så løb vi, som var det et spøgelse, vi havde set, en død, der havde rejst sig fra graven.
Som årene gik blev arret mindre rødt og vi blev mindre nysgerrige, og jeg blev venner med Kalle. Hver tirsdag når jeg kom fra madlavning hos Birthe Marie på Byplanvejen Skole, satte jeg mig på bænken og snakkede. Ikke om noget særligt, om vejret eller om den nye dreng, der var begyndt i min klasse. Martin B hed han. Martin B havde også et ar – et hareskår, men det gik kun fra overlæben og op til hans næse, ‘og det er ikke noget, han har gjort med vilje’ tilføjede jeg og så på Kalle, der så tilbage. Tændte en smøg og svarede ‘Ok’.
Det var først senere jeg kom i tanke om, at det måske var dumt, det jeg havde sagt. Om vilje og ar. At man ikke kan sammenligne den slags, ligesom man ikke kan sammmenligne æbler og appelsiner.