Louise Juhl

Jens, som vi kaldte Aage, havde hår, der nåede til skulderen og meget små fødder. Han røg tynde cigaretter, elskede death metal og var i det hele taget svær at regne ud. Måske var det derfor, jeg holdt så meget af ham. 

Det var Jens, der lærte mig at lys skifter farve alt efter, om det er på vej imod os eller på vej væk. Det var også ham, der forklarede at viden, man ikke kan bruge til en skid, alligevel sjældent er spildt. Det var Jens, der lærte mig at skrive digte – om blødende brosten og katte med borte i blikket. Og at holde med dem, ingen andre holdt med: De lidt for højtråbende, de meget for nedringede, de opblæste, ja alle dem, det virkelig krævede en indsats ikke at vende ryggen. Jeg blev aldrig særlig god til nogen af delene, hverken til at forstå det med brydning af lys eller til at holde af de uudholdelige. Men det betyder jo ikke, at det er spildt.