Louise Juhl

Hun kom i femte, Jill, på det tidspunkt havde hun allerede gået på fire skoler. Det var noget med hendes fars arbejde: Han kørte rundt i hele landet, forklarede hun, ‘og vi kører bare med’.  Alle i familien havde navne, der begyndte med J. Hun selv, hendes forældre John og Jane. Hunden hed Jack og hendes lillebror Joshua. Hun bar et J i en kæde om halsen, som tilhørte hun en klan, et totemtegn måske – eller et brændemærke. 
Hun var anderledes end os andre, nogle gange kom hun i skole med sort læbestift og en alt for stor t-shirt, hun brugte som kjole. Det var ikke til at regne ud, om det var med vilje eller en fejl. 

Hun var vild men ikke uartig, hun kunne noget med at smile afvæbnende, sekundet før en situation blev til konflikt. Hvis læreren spurgte hende, lykkedes hun for det meste med ikke at svare eller at dreje samtalen i en anden retning. “Hvorfor?” kunne hun finde på spørge, hvis hun blev bedt om facit på kvadratroden af enogfirs. Så grinede hele klassen og en eller anden endte med at forbarme sig og svare på hendes vegne. 
Til en fødselsdag hos Ann Sofie blev Jill afsløret i at stjæle: En brevopsprætter og en gammeldags fyldepen. Hun var midt i at gemme det i en ilomme i sin jakke, da Torben tilfældigt kom forbi. Han lod som ingenting, men betroede sig senere til Ann Sofies mor. Jeg kan ikke huske, hvordan det lykkedes, men både opsprætter og pen blev afleveret tilbage, uden at der blev talt om, hvordan tingene var havnet i lommen hos Jill. 
Med tiden forsvandt flere og flere ting: Kristians Donkey Kong, Nanas walkman. En lerkakkel med motiv af en fugl (Lises) og to helt nyindkøbte softball-ketchere fra gymnastiksalen. Vi havde ingen beviser, alligevel var de fleste af os enige om, at det var Jill, lærerne også. Men hvad skulle de stille op, hun var jo kvik og sød, og ingen ønskede at konfrontere hende med mistanken. 

Det stod på i to et halvt år, så flyttede Jill igen. Det var ellers det længste, hun nogensinde havde boet på samme sted, forklarede hun, men hendes far ville videre, og hendes mor havde ikke noget at skulle have sagt. Flere år senere hørte vi, at hendes bror havde taget sit eget liv. Han blevet fundet på skinnerne, nøgen, det eneste kendetegn var en kæde om halsen, et J.