Louise Juhl

Før alt dét her var husene bare huse og dagene lange som et eventyr. Eventyret handlede om at holde ud, så ville alt ende godt: Først skulle man holde penicillinkuren ud, så matematiktimen. Eller et besøg hos en gammel tante, der insisterede på at holde ens hånd.
Altid holde ud.
Jeg drømte om at blive kunstner, helst en af dem, der tegnede ting, der ikke lignede noget, for de kunne ligne alt: ‘Det åbenlyse er der ingen grund til at gentage’, forklarede min formningslærer i femte og tog en klat ler og bankede flad med en hånd og prikkede to fingre til øjne: ‘Voliá’.
Selv forsøgte jeg mig med at tegne en søhest, der stod bundet på land. Og en kanin med hat og to myg i sværdkamp. Jeg solgte de fleste tegninger til min mor og puttede pengene i en bøsse formet som en pingvin med et rødt tørklæde om halsen.
Jeg troede vist egentlig ikke på noget af det, hverken på penge-viner, kunst eller det med at holde ud. Men jeg troede på så meget andet. På nåletræerne i skoven, der stod, hvor de stod og blev stående selvom der ikke var nogen grund til noget af det. Dem, og så rådet om at bære reflekser i trafikken. I mange år var min jakke helt dækket af reflekser, aflange og runde, gule og med blink. På den måde vidste alle altid, hvor jeg var, også når det var fuldkommen mørkt, det var kun mig selv, der blev ved at være i tvivl om det, altså hvor -og hvem- jeg var.