Louise Juhl

Før ‘hellere-tage-røven-på livet-end-at-lade-livet-tage-røven-på-mig’ var der et haleløst egern. Vi aldrig fandt ud af, hvor det kom fra, men det blev ved med at dukke op flere uger i træk. Den manglende hale betød, at dyret havde svært ved at holde balancen, så det måtte holde sig til jorden og vi hjalp ved samle kogler i en bunke bag brændeskuret.
En dag dukkede egernet ikke længere op. Jeg gik længe rundt i skoven og kaldte, men uden held. “Den har nok fundet nogle andre mennesker at søge hjælp hos” forsøgte min mor at trøste, mens hun klaskede en gærdej så hårdt i køkkenbordet, at det lød som lussinger.
Senere gik vi i skoven for at samle svampe. Der var både spisesvampe og giftige svampe, fik vi at vide, og det var vigtigt at skelne, for tog vi fejl, risikerede vi at få dårlig mave eller at dø. “Hvad med fodvamp?”, ville min bror vide, for han havde ugen forinden snydt sig i svømmehallen selvom han havde svamp imellem tre af tæerne på venstre fod, og nu var han bekymret for, om han kunne have slået nogen ihjel.
Senere læste jeg en bog fra mine forældres bogreol, en af sætningerne lød: “hver dag forvandler vi fremtid til fortid”. Jeg syntes, det var en af de mest uhyggelige sætninger, jeg nogensinde havde læst. Ikke fordi det var løgn, men fordi den var så indlysende sand. – Det haleløse egern, svampeturen, alle dage fremover ville sikkert ende sådan. Med at haler og dyr forsvandt eller med, at jeg fik svamp imellem tæerne.