Louise Juhl

Vi bliver bedt om at skrive, hvad vi har oplevet i ferien. Jeg skriver om en natsværmer med et vingefang på over en meter. Og at jeg har fundet klumper af ugelgylp i skovbunden – af præcis samme størrelse, som kraniet på det egern, jeg har fodret fire år i træk, men som nu er forsvundet. Pist væk.
Min lærer lærer kalder teksten ‘bekymrende smuk’. Mette, min veninde, fnyser derimod, hun kan ikke se det smukke, hun synes mandsstore natsværmere og gylp lyder både kedeligt og klamt. Hun foreslår, at vi i stedet tager i svømmehallen og dykker efter ringe. Mette er god til at dykke, hun smider ringene der, hvor bassinet er dybest, tager så en dyb indånding og forsvinder under vand, i hvad der føles som en evighed, før hun til sidst dukker op med en ring i hænderne. Hun griber om den og løfter den over hovedet, som var det en pokal, “yes!”
Hun siger, at jeg også skal prøve, at det er sjovere end at lede efter uglegylp. “Det handler om at tro på det”, forklarer hun, “gå efter målet, ikke være bange for vandet eller dybden”. Jeg forsøger, holder mig for næsen, lukker mine øjne og gør mig tung. Men der sker ingenting, det er som vandet ikke vil lukke mig ind, men lader mig flyde ovenpå, som en dum prop, der ikke længere lukker noget hul. Efter nogle sekunder åbner jeg øjnene igen: Mette holder stadig dykkerringen over sit hoved, hun griner, jeg ved ikke, om det er af mig

Mettes far er Falckredder, han arbejder mest om natten. De taler aldrig sammen, jeg ved ikke hvorfor. Men han taler med mig. Hver gang jeg kommer på besøg, standser han mig allerede i entreen og spørger til mine forældre. Hvordan de har det? Og om de er kommet videre med planerne om at skifte tørv på sommerhusets tag? Jeg har ikke hørt om hverken tørv eller tag, men svarer alligevel, at “de arbejder på sagen”. Jeg ved ikke, hvorfor jeg svarer sådan og på ting, jeg ikke ved noget om. Det er, som om jeg forsøger at spille et spil, der ikke har nogen brikker og heller ikke noget bræt. Bare en masse regler, jeg ikke forstår, men alligevel prøver at følge.
Mette står helt stiv ved siden af os, ser væk og fjerner noget skidt fra under en negl. Hun ånder tungt ind og ud, det lyder som et lokomotiv, der forsøger at sætte i gang.
“Og hvordan med dine brødre?”, spørger hendes far og Mette rykker sig fri af det stivende, mumler “Christ!” og går ind på sit værelse. Jeg svarer ham, at de vist nok har det godt, men Mettes far hører ikke efter, det er som han er færdig med at tale:
“Nå men det var vel egentlig også Mette, du kom for at besøge”, afbryder han, det lyder mere som en konstatering end et spørgsmål. Så går han ud i køkkenet, lukker døren bag sig, og jeg står tilbage i entreen, ikke rigtigt inde, ikke rigtigt ude og ved ikke – hvad nu?