Louise Juhl

Der var mange, der ville os det godt. Det bedste.
“Men hvis man nu vender listen om, tager alt det gode først og alt det værste sidst, hvad så?”
Jeg svarede aldrig, når de spurgte, men jeg tænkte mit.
Hvis og hvis min røv er spids, tænkte jeg for det meste, men gjorde alligevel som de foreslog. Skrev alt det gode ned: Strandasters. Kampesten. Lyden af ild, der endelig får fat: Træet, der vånder sig, varmen der vokser. Ordet då, der lyder præcis, som det ser ud. Blødt og bange.
Jeg læste listen højt for min psykolog, han virkede tilfreds. “Det er en smuk liste”, sagde han, “men hvorfor sten, kampesten?” Og jeg vidste det jo godt. At han ikke ville forstå, og at det kunne være lige meget med alle de lister. For og imod, plus og minus. Det værste og det bedste.
Det værste er dem, der vil én det godt, men uden at vide, hvad det bedste er.
Hvorfor sten?
Ja, hvorfor dun, hvorfor flødebolcher, mundharper, vandpytter, kærlighed, kunne jeg spørge, men det gjorde jeg ikke. Nu gør jeg.