Louise Juhl

Jeg vil allerhelst sove, det er det nemmeste. Nemmere end at være vågen. Nemmere end at smile smil og spise pænt og rede seng.
Men jeg skal ikke sove nu, det siger de voksne. De siger, at jeg skal stå op, børste tænder og spise min havregryn med mælk og femten rosiner, de tæller, en, to tre… Jeg skal også selv binde mine sko, for det har jeg jo lært nu, siger de, og så er der ingen grund til at besvære dem. Jeg svarer ja men retter til nej, nej jeg skal ikke være til besvær. Jeg binder skoene og senere henne i skolen siger jeg ‘nå for Søren’ og ‘virkelig?’ og griner højt, når læreren siger noget sjovt. Men ikke for højt, for så overdøver jeg, og det er det værste. Over- og øredøvende børn, de er de værste.

Og til påske besøger jeg farmor, helt alene, for de andre skal til England. Jeg er for lille til at komme med og gøre de ting, man gør i England, som er at gå på museer og se på billeder af meget gamle konger med flæser om hilsen. Den slags gør man i England, man ser på billeder og drikker te af porcelænskopper der har hanke så små, at man skal gøre sig umage for at få en finger igennem. I England gør man sige i det hele taget meget umage, det er vist nok derfor, jeg ikke skal med.
Farmor skræller kartofler, hun laver glasur til skinke og jævner sovs. Hun bager boller og bruger begge hænder til at forme dejen. Det ser tilfældigt ud men alle boller ender med at have nøjagtig samme størrelse og form. Jeg får lov at smage lidt af dejen, ‘en halv fingerspids’, den er sød, for farmor kommer sukker i dejen. “Det gør bollerne mere imødekommende”, forklarer hun, men jeg ved ikke, hvad imødekommende betyder, jeg ved bare, at farmors boller smager bedre end alle andres.