Louise Juhl

Nina har fået en hund, den hedder Aksel: “Ligesom i acceleration”, forklarer hun, ”altså bare stavet lidt anderledes”.
Det er hendes far, der har fundet på navnet.
Ninas veninde, Sara, er bange for hunde. Hendes far blev engang bidt af en schæfer, det er mange år siden, men han taler stadig om det. Om de fucking pansere og deres sindssyge hunde, der lugter blod overalt, menneskeblod. Saras far siger også, at han ikke har gjort dem en skid, “dem og deres latterlige beviser,” mumler han “fingeraftryk og en knust rude, det var alt sammen noget, de havde plantet.” Nina lover Sara, at Aksel ikke bider, hverken Sara far eller hendes far eller nogen som helst andre. “Den ved slet ikke hvordan man bider, og så har den jo lange ører,” forklarer hun, som om længden på hundens ører havde noget med det bide at gøre, at man ikke både kan have lange ører og lange tænder. 
“Det eneste, Aksel jagter, er sin egen hale,” griner Nina og løber rundt om sig selv for at vise hvordan, og Sara kan ikke lade være at smile. 
Alligevel holder hun fast i sit: “Jeg HADER køtere”.

Sådan er det med Sara. Hun hader mange ting: Skolen og lærerne, de åndssvage opgaver. Hun hader også vinteren, fordi den er så kold – og sommeren, fordi den er så lang. Allermest hader hun pædagoger. Dem, der sætter sig på knæ og spørger, hvordan hun har det, og hvorfor hun er så vred, “Hvad Sara,” spørger de, “hvad er det, du er så vred over?” og så rækker de en hånd frem imod hende. Men Sara er ikke idiot, hun tager ikke imod deres fremstrakte hænder. “De er ikke en skid bedre end politiet,” siger hun, “de går rundt og planter beviser, indtil de har noget på dig og så haps.”
Måske er det rigtigt nok, måske har Sara ret. Måske er pædagoger og politi lidt de samme. De går allesammen rundt og lugter blod, menneskeblod. Bider sig fast, så snart de får chancen. Det er i hvert fald det, Saras far siger, og Sara tager ingen chancer, hun hader i flæng og for en sikkerheds skyld: Sommer og vinter, hunde og mennesker.