Louise Juhl

På en sten ved kirkegården har nogen lagt en tegning, nedenunder står:
sO¬ og fØl

Det er næsten sommer i dag, dagens længde er tiltaget med fire minutter siden i går. Forleden lagde jeg mig i græsset udenfor huset og lukkede øjnene. Bredte mine arme ud. Måske bad jeg – ikke om noget og ikke til nogen, bare lukkede øjne og et ønske.
Da jeg åbnede dem igen fór en hare forbi, jeg nåede kun lige at se den forsvinde, før den var væk. 

Jeg vil så gerne være vred. Over haren, der flygter og dagene, der forsvinder. Græsset, der bare er grønt og mine fjollede arme, der vender sig mod himlen i stedet for at vende sig udad. Fremad. Slås og kæmpe.
Jeg vil gerne være vred på Paludan og Putin, på særlove, skilteskove og førerne af de firhjulstrukne Audi’er, der crusier fra strand til strand: ‘Dur ikke, næste.’ – Tænk sig den selvfede luksus at tro, det er verden, den er gal med og ikke én selv.
Men jeg er ikke vred, og jeg ved ikke hvorfor. Heller ikke hvordan jeg forvandler mine foldede hænder til knyttede næver. Forvandler SOl og fج til mere end ord og dagene til lys og varme.