Louise Juhl

Om natten er han en fugl. Om dagen hedder han Karsten, sætter tal i kolonner og forklarer kunderne – med lige dele alvor og lune – om plusser og minusser og “den svære balance imellem”. Han er sirlig med sit arbejde, sådan som han er sirlig med alt i sit liv.

“Han kan få roser til at gro i sten”, siger hans venner, og selvom det langtfra er sandt, er det det lige så langt fra at være løgn. For når Karsten vil, så vil han.
Engang fandt han en fugl, den havde mistet en vinge i kamp. Han tog den med sig indenfor og ringede til Dyreværnet, der fortalte, at der ikke var noget at stille op. Naturen måtte gå sin gang, sagde de, “en fugl uden vinger vil -i bedste fald!- dø af sult.”
I værste fald blive ædt af en ræv eller en kat, fortalte den unge kvinde i telefonen.
“Det bedste du kan gøre, er at slå dyret ihjel,” fortsatte hun og fortalte om en særlig effektiv og nådig form for vold: Slag med et stumpt instrument mod kraniet. Et enkelt hårdt slag og kraniet vil flække, fuglen dø.
Men lige så god, som Karsten var til at få ting til at gro, lige så dårlig var han til at slå. Så i stedet varmede han frø og fedt og kerner i en gryde, hældte det i en plastsprøjte og fodrede fuglen. Tre gange daglig i tre år, så længe stod omsorgen på, før den den et-vingede fugl ved et uheld blev klemt ihjel under hans kontorstol. Karsten græd i fjorten dage, vennerne trøstede ham: Han havde jo forlænget fuglens liv med flere år, forsikrede de, og tilmed skånet den fra sult og at blive ædt levende.
Alligevel bebrejdede han sig selv: Havde han dog bare undladt sidde på den kontorstol. Forhindret fuglen i at knytte sig til ham, altid at sidde så tæt ved hans side.

Som barn trivedes Karsten aldrig i skolen, han var bange for det meste. Bange for bolden, for at gå i bad, for alt for lige streger og alt for skæve tænder. Han var bange for timerne – alle lærerens spørgsmål. Og for frikvartererne; kammeraternes råb: ‘Hey, Karsten, hér.”
Men Karsten vil ikke være der, hvor hér er. Det ville han ikke dengang, og det vil han ikke nu. Han vil være et andet sted. Et sted hvor fugle kan flyve, også når de er døde. Et sted, hvor nåde ikke bliver brugt som undskyldning for vold.

Så hver nat står Karsten op og bider sig selv i armen. Hiver et blad af kalenderen, ritsjjj, dén lyd. Han kaster et glas på gulvet med vilje, det går i stykker, og han falder på knæ. Puster på skårene: så, så, så. Han synder og soner og forsøger et sted imellem at få det hele til at balancere: Skæve tænder og lige streger. Fugl og menneske. Nåde og vold.