Louise Juhl

Lyden af en bil, der bremser. En dør, der smækker. 
Mor, der siger: “Ikke nu, drengen er jo med.”
En mand træder nærmere, mor skubber mig forsigtigt i ryggen:
”Bare gå, skat, jeg skal nok indhente dig.”

Hun går hen til bilen, holder en håndflade op, som for at sige: “Jeg kommer” Manden har en forvasket cowboyjakke på – og neongrønne sneakers. Han virker utålmodig. Som om han har ventet meget længe på noget, og nu ikke længere vil vente.
Mor vender sig om mod mig: “Gå bare, Jesper, jeg kommer”. Det lyder som om, hun egentlig siger ”bliv,” så jeg bliver og ser på mor og på manden ved bilen. Det er som om tiden på én gang står helt stille og løber afsted. Til sidst vender mor sig om, og råber, “Jesper!” Denne gang er hendes stemme bestemt og uden tvivl. ”Gå så!”. Og jeg gør, som hun siger. Går.

Jeg ved ikke, hvor længe, før jeg igen vender mig om. Et minut, måske to. I mellemtiden har manden har lagt en hånd på mors skulder, den ser tung ud, det er som om, den får hende til at falde sammen. Han læner sit ansigt mod hendes, så de står pande mod pande. Jeg kan ikke se min mors ansigt, men jeg kan se hendes ryg. Den ligner en mur, der er lige ved at vælte.

Jeg er bange, nej vred, nej ked af det. Jeg er vred på min mor, fordi hun bliver, når hun beder mig om at gå. Jeg er vred på manden i bilen og på mig selv. Jeg er bange for hånden på min mors skulder, for at den skal løfte sig og slå. For mandens pande. Og min mors. For at de skal vokse sammen til én, sådan som det nogle gange sker med mor og mænd. At hun vokser sammen med dem, ind i dem, glemmer mig og sig selv og bliver en anden, en andens. Men mest af alt er jeg ked af det.

Endelig hører jeg min mors stemme bag mig, ”Jesper”. Jeg vender mig om, hendes øjne er skræmte, men hun smiler. 
“Det må du undskylde, det var bare en gammel bekendt,” siger hun og vil tage min hånd, men jeg lader hende ikke komme til. Jeg ved, at hun lyver. Jeg ved, at hun om lidt vil sige noget, der ikke er det samme som det, hun tænker. Hun vil klemme min hånd, forsøge at overdøve stemmens svaghed med håndens kraft, sige: ”Alt er godt.” 

Alt er godt.